Det er vist kun de mest hardcore-feminister, det endnu ikke er gået op for. Mænd er ikke vindere - i hvert fald ikke alle af dem.

I gamle dage var de amerikanske sydstater de super-maskulines mænds testosteron-arena, men hård hud på hænderne, skægstubbe og fysisk arbejde batter ikke rigtig længere i dysten mod de slipseklædte hightec-it-nørder i Californien og en industri uden for USA, som der ikke rigtig kan konkurreres med. Det er faktisk længe siden, det var sådan. De vrede, hvide mænd i syden føler, de har mistet deres land. Sikkert er, at mange har mistet deres arbejde og deres status.

Som den melodiske amerikanske sydstatsrocker Jason Isbell udtrykker ensomheden: »When I get home from work - I’ll wrestle off my clothes - an leave 'em right inside the front door - cause nobody’s home to know«.

Nå. Ingen tudekiks her. Rigtige mænd græder ikke, og selv om nogle kvinder siger, at det må de da sandelig gerne, så er det ikke det, der giver pote i baren eller på kødmarkedet.

Tønder Festival har i år gjort det fornuftige træk at invitere Alabama-sangeren Jason Isbell med sit band. For et par år siden fik Roskilde Festival øjne og ører op for ham. Torsdag aften stod han på Open Air-scenen i Tønder samtidig med, at Tina Dickow appellerede til det kvindelige univers i Telt 1. Man må rose den kunstneriske ledelse af Tønder Festival for at imødekomme alle segmenter.

Uudtalte konflikter
På asfalten og plænen foran friluftsscenen var der ikke lagt op til fest. Dertil er der alt for megen poetisk dybde i Jason Isbells lyrik. Hans alternative udgave af den melankolske countrytradition appellerer til det lyttende publikum.

Det modne tekstunivers er Jason Isbells kvalitet - ofte hyllet ind i akustisk guitarspil. I sangen Decoration Day er der dog strøm på de lange, herlige riffs, der bliver trukket ud i en skøn uendelighed.

I sangen famler Jason Isbell sig igennem en tåge af kokain, druk og skænderier, hvor argumenterne fremføres med et baseball-bat. Her er de uudtalte konflikter i familien, der ikke længere kan holdes nede.

Vild tid med Truckers
Jason Isbell har selv været dér, hvor han ikke kunne være kreativ uden at være enten skæv eller beruset. Eller rettere: han troede, at der måtte stoffer til for at kunne skrive og spille musik. Det var i tiden med bandet Drive-By Truckers, som han skrev nogle af de bedste numre til. Undervejs giftede han sig med bandets bassist, Shonna Tucker, og det gik ikke godt. Efter flere mega-skænderier var Jason Isbell nødt til at lade sig skille og forlade Drive-By Truckers.

Nu er han efter eget udsagn clean og tørlagt, og med det nyeste album, Something More Than Free, har han i hvert fald bevist - over for sig selv - at man sagtens kan fungere som musiker uden alkohol.

Nu er Jason Isbell ikke så slem en fyr, som det kan komme til at lyde her. Hans tekster fortæller, at vi har at gøre med en mand, der både kan reflektere over væsentlige temaer i menneskelivet og også er udstyret med en god portion empati. I If It Takes A Lifetime, åbningsnummeret på det ny album, kommer han virkelig ind i tilværelsens lurvede hjørner.

Fuldmodent
Sydstaternes sumprock og blues blev præsenteret med både indadvendt guitarspil, men også med djævelske akkorder, der slog gnister. Hvis man ikke er til genren, vil man kunne opfatte Jason Isbells musik som til tider noget søvndyssende, men ved koncerten i Tønder gjorde han sit for at overbevise med skift i tempo og variation i niveau.

Man kan blive klogere af at gå til Tønder Festival. Med Jason Isbells fuldmodne tekst og musik var der virkelig serveret for husarerne. Diabolsk som ind i...