Der er ikke den afgørende originalitet eller nyskabelse i Kristofer Åström sange, men en hulens masse autencitet. Og det kan man godt bruge. 

For fire år siden sluttede Kristofer Åström en turné i Flensborg. Denne gang åbnede svenskeren en ny turné selvsamme sted og derfor - med egne ord - udstyret med en helt anden energi end sidst.

Efter support Alexander Durefelts sagte, akustiske optræden med sange, jeg ikke rigtig kan huske dagen derpå, gik Kristofer Åström på scenen med sit backingband Hidden Truck og en pose nye sange fra albummet The Story Of A Heart’s Decay (2015). Dertil et udvalg af alt det ældre materiale. De kan godt lide langt, pjusket hår, de svenskere, og optisk kunne den lidt søvndyssende Alexander Durefelt godt minde om aftenens hovedperson, men med Åströms vokale entré kom der kontrolleret og samtidig lidt eksperimenterende guitarspil, iørefaldende trommespil og frem for alt iørefaldende sange ud i rummet.

Det er ikke til at tro, men Kristofer Åström startede faktisk sin musikalske løbebane som punkmusiker, før han skiftede spor til det lidt countryrock-agtige, senere en udpræget singer-songwriter-stil med blandt andet en akustisk udgivelse og på det nye album noget afdæmpet Dire Straits-lignende rock’n’roll. Dire Straits-associationerne var svære at undgå, når Jari Haapalainen slog sig løs med en gedigen guitarlyd og ekspressive udladninger som i Conjure Me.

De desillusionerede kærlighedssange er dog Kristofer Åströms stærke side. Queen of Sorrow er på 2012-albummet From Eagle to Sparrow akustisk, men lyder mere helstøbt og gennemført med band som her i Volksbad. Melankolien er tydeligvis ikke blot en ydre ting hos Åström, der kommer fra Norrbotten, er vegetar og efter eget udsagn lider af sceneskræk. Så må man sige, det er godt gået at have holdt den kørende med live-optrædener gennem snart 20 år.

Som vore lærere før trøstede os med: lidt nervøsitet til eksamen er ikke det værste for præstationen.

Den svenske trubadur er da heller ikke den store show-man. Tiden bliver brugt på musik, en sikker præsentation af sangsnedkeriet og ikke på snik-snak. Der er ikke den afgørende originalitet eller nyskabelse i hans sange.

De amerikanske forbilleder har banet vejen, men selve grundtonen er Kristofer Åströms egen, og han kan sit håndværk. Det blev godtgjort med nye nedtonede numre som Olivia og For Tomorrow, hvor hans fætter Frederik spillede trommer og var en oplevelse både at se og høre på. Det matchede Kristofer Åströms særlige måde at frasere på. Åbningen af turneen bød ikke på støre overraskelser, men autencitet - og det kan man altid bruge noget mere af i disse glatte tider.