Thorbjørn Risager og hans band, The Black Tornado, har flere venner ude end hjemme. Bandet kan sole sig i succes i udlandet. I Danmark er det blevet til en enkelt Danish Music Award.

I 2015 blev de hædret med »Preis der Deutschen Schallplattenkritik« - en pris, der uddeles af tyske musikanmeldere og som er den tyske pendant til den danske pris »Steppeulven«.

Alt var udsolgt, da Thorbjørn Risager og hans sorte tornado gav koncert i det danske mindretals Medborgerhus i Eckernförde i Sydslesvig og der kunne være solgt endnu flere billetter, hvis altså der havde været lidt flere kvadratmeter. Der måtte derfor ekstra kraft på lyden, så publikum på de bageste rækker også kunne høre.

Som jyde er man lidt valen ved ordet forrygende, men man kommer ikke uden om det, når man skal beskrive denne koncert med Thorbjørn Risager og hans tornado. Lige fra første nummer føg fede blues-riff og den rå rhythm rundt i lokalet, og de to blæsere - Peter Kehl på trompet og Hans Nybo på tenorsaxofon - sørgede for en frisk medvind. Thorbjørn Risager sang med en rå og kraftfuld vokal, der det ene øjeblik kunnet få festhumøret til at brede sig og det næste kunne være næsten besk som spyet ud af en moden mand, der ikke gøre sig nogen illusioner om ret meget. Uden at man af den grund fik lyst til at tage en tudekiks.

Alle bandets musikere fik lejligheden til at tale mellem numrene.

Det kan være, jeg har mine fordomme, men trommeslageren, Martin Seidelin, ligner ikke lige den slags, der sætter sig til at lytte til dronningens nytårstale den 31. december. Det gør han altså, for han vidste ganske udmærket, at Sydslesvig altid bliver nævnt i nytårstalen - og at hans eget Valby gang på gang bliver glemt. Her fik man beviset på, at den danske majestæt har en samlende kraft, når sådan en musiker med en sjov rød hat er til kongelig røgelse og nytårstale.

Eller måske er den særlige følelsesmæssige forbindelse til dronningen netop på grund af den røde hat, som trommeslageren bar under koncerten.

Kraftanstrengelse på saxofon
Thorbjørn er singer-songwriter i den øverste liga. Det blev publikum overbevist om med en god buket numre fra Too Many Roads, som det britiske Classic Rock Blues Magazine i 2014 valgte til årets bedste bluesudgivelse. En anden god buket stammede fra den kombinerede dvd-cd-udgivelser Songs From The Road, blandt andet den slagkraftige Long Forgotten Track og den poetiske China Gate.

Et nyt album er på vej i 2017, og fra det fik vi allerede nu (og blandt flere andre nye numre) I Used To Love You, hvor Hans Nybo spillede saxofon, som om han ville have, at hans toner skulle trænge gennem hele Eckernförde, ned til havnen og ud over vandet til et sted langt væk. Som om det var den sidste solo, han nogensinde skulle give. Man fik næsten trækninger i huden ved at lytte til den. Da Nybo efter en lang kraftanstrengelse trak mundstykket væk fra læberne, bragede bifaldet løs, og saxofonisten dinglede et par skridt baglæns for at komme til luft igen. Hvis man ikke havde opdaget, hvilket scoop arrangørerne havde gjort ved at få Thorbjørn og tornadoerne til Eckernförde, så fattede man det i hvert fald på dette tidspunkt.

Dyrisk og vred
Når Thorbjørn Risager og bandets anden guitarist, Peter Skjerning, bagefter fortsatte med at rive spade, bredte lysten sig blandt flere kunne man se - lysten til at danse.

Der var bare ingen plads.

Nogle gange blev sangen næsten dyrisk og vred, når Risager sang så folk, der ellers ikke kan lide blues, ville komme til at holde af dem. Men den slags så der ikke ud til at være nogen af blandt det opstemte publikum. I begge hjørner stod så de trofaste: Emil Balsgaard på tangenterne og bassist, Søren Bøjgaard, der angav tonearter og harmonik. Det er det forunderlige ved bassen. Man overhører den, når den er der, men falder den væk, mangler den.

Sikken aften. Næste gang må dronningen huske at sende en hilsen til Valby og hvor tornadoen ellers kommer fra.