Per Chr. Frost satte hænderne for panden for at skærme lyset af, så han kunne se, hvor mange, der var i Slesvighus:

- Er dét det hele? Men det skal I ikke tage jer af. Så længe, der er flere, end vi er i bandet, så spiller vi, lovede den gamle bassist fra Gnags.

Koncerten skød Spil Dansk Dagen i gang. Dagen er ikke længere blot en enkelt dag, men hele denne uge - og Per Chr. Frost - her på guitar - var med band det første navn i en koncertrække syd for grænsen.

Koncerten i Slesvig var afslutningen på en danmarksturné, der også førte Per Chr. Frost og band gennem Sverige på vej til Bornholm. Her blev de under en rutinekontrol stoppet af det svenske politi:
- Hvor skal I hen? ville politiet vide.
- Til Bornholm for at spille musik, lød svaret fra bandet i bussen. - Hvilken slags musik spiller I?
Og så blev der stille. Hverken Frost, trommeslager Lars Daugaard, bassist Henrik Møller Pedersen eller keyboarderen Peter Dencker kender rigtig selv svaret.
- Vores musik er ikke designet til noget specielt. Det er bare musik, sagde Per Chr. Frost fra scenen i Slesvighus.
Han havde taget lidt med fra alle sine perioder. Og skal man skære hårdt igennem, så kan man sætte genrebetegnelserne rhythm'n'blues, rocket reggae og lidt country blandet med bluesagtig jazz på det materiale, som Per Chr. Frost og band diskede op med.

Et melankolsk rum
Det er måske overflødigt at nævne, men det skal alligevel gøres: Per Chr. Frost er en særdeles habil og rutineret guitarist, der i lange perioder spiller som en Danmarks Mark Knopfler. Blues er et melankolsk rum, som man går ind i for at få renset sin sjæl, og Frost fik renset sin og publikums sjæle godt og grundigt med »Give It To Me«, »It's Gonna Rain Tonight« og »Sinking Like A Stone« - numre, som Per Chr. Frost selv har skrevet. Det sidstnævnte i vrede over den nålestribede finansfyre, der op til finanskrisen gamblede med pensionsopsparinger, som småfolks havde slidt og slæbt for et helt liv.

Nu skulle koncerten ikke udarte sig til et politisk møde, men Frost rev i spaden, så man kunne høre, at han mente det. Der kom et par fine cover-numre af Patsy Cline (»Walkin' After Midnight«) og Fleetwood Mac (»Albatros«) samt Bob Dylans »Only A Hobo«, som Per Chr. Frost dog kun har taget teksten fra. Musikken har han selv skrevet. Der er dog sjældent noget, der er gratis i livet - heller ikke en velment sang om vagabonder og hjemløse. Hver gang Frost og band spiller den, klinger det i Dylans kasse.

Der blev stemt en del guitar under koncerten, og selv om Per Chr. Frost ikke mener, han har de samme talegaver til at kunne holde den kørende, når der stemmes, så er han så gammel en ræv i faget, at han gør det overbevisende. Men stemmes guitar skal der jo ved intime koncerter, hvor der ikke er råd til at have en mand stående, der skifter guitarer ud efter hvert andet nummer. Det blev en rigtig cool aften med old school guitar.