Nikolaj Znaider er en af Danmarks store stjerner på den klassiske musiks firmament. Han gæster alverdens fineste orkestre og koncertsale, som regel i en af perlerne blandt violinkoncerterne. I de senere år har han i højere grad dirigeret, og han var i mange år primus motor i Nordic Music Academy, en sommer-masterclass for unge musikere.

Han dyrker selvfølgelig også kammermusikken, om end der ikke er så meget plads til den i årskalenderen, som han måske kunne ønske. Netop derfor er hans kammerkoncerter i København et tilløbsstykke – og det er af den grund forståeligt, at det en gang om året er Det kongelige Teaters Gamle scene, der lægger rum til, selvom det langt fra har en karakter, der matcher musikkens intimitet. ”Akropolistæppet” er dog immervæk en ganske fin baggrund at spille på

Znaiders klaverpartner, Robert Kulek, var et nyt bekendtskab for mig. Den lettisk-amerikansk-hollandske musiker viste sig at være en formidabel pianist og – endnu vigtigere – en fantastisk kammermusiker. Han beherskede de fineste nuancer af alle styrkegrader, ikke mindst de svageste, uden på noget tidspunkt at miste klarheden i foredraget eller forskubbe balancen uhensigtsmæssigt i forhold til violinen. Det var en musiker på samme høje tekniske og musikalske niveau som Znaider, der som altid udmærkede sig ved sin slanke, lysende tone, sin tekniske virtuositet og sine gennemtænkte fortolkninger.

Programmet var fint sammensat – med Beethovens ungdommelige G-dur sonate fra 1800-tallets begyndelse i den ene ende og to meget forskellige senromantiske værker fra 1886 – Brahms’ lyse A-dur og Cesar Francks dramatisk-passionerede enlige sonate (i samme toneart) i den anden. Den mellemste af Beethovens 3 sonater op. 30 perlede af liv, og de to musikere understregede dens rustikke humor (især i 2. sats) og ligefremme maskulinitet. I den relativt korte Brahms-sonate kommunikerede duoen smukt musikkens menneskelige varme og vemodigt-længselsfulde livsglæde.

Efter pausen ventede der publikum et sandt virtuos-værk med masser af udfordringer for både violinist og pianist. Francks sonate griber umiddelbart tilhøreren med sin mystik, sin dramatik og højspændte ekspressivitet, som mere end én gang refererer til Wagners Tristan og Isolde – datidens referencepunkt for alle moderne musikere.

I løbet af aftenen – og især i Franck-sonaten – kom vi hele vejen gennem det kolossale stemningsunivers, som musikken kan skabe og formidle, fra jublende glæde over stille ro til vemod og heftig smerte.

Mesterlige musikere som Znaider og Kulek formår ikke kun at formidle disse stemninger og følelser til publikum med stor præcision, men også de meget subtile variationer og overgange, som er musikkens egentlige liv – ”vitalitetsdynamikken”, som psykologen Daniel Stern kalder dette uhåndgribelige og vanskeligt beskrivelige fænomen.

I bogen Det nuværende øjeblik i hverdagsliv og psykoterapi (2004, s. 80) skriver Stern at ”temporale konturer og vitalitetsaffekter er det centrale i mikrotemporal dynamik og den fornemmelse af dramatisk spænding, der er afgørende for levede historier.” I musik er det ikke blot de specifikke stemninger eller følelser, men netop de mikrodynamiske variationer, der er det afgørende, nemlig oplevelsen af at det musikalske materiale fremføres f.eks. brusende, aftagende, eksplosivt, prøvende, kraftfuldt, accelererende, decelererende, kulminerende, bristende, trukket ud, strækkende sig, tøvende, fremadlænet, tilbagelænet (igen Sterns udtryk). Det er gennem beherskelsen af disse kropsligt-kinæstetiske virkemidler, musikere viser deres sande mesterskab.

På en dag, hvor mediernes tophistorie var regeringens nye flygtningepakke, var koncerten en velgørende kontrast. Uanset hvad man mener om flygtningepolitikken, kan den politiske retorik virke skinger og disharmonisk, og dialoger med og mellem politikere er ofte præget af hårde kontraster og punchline-korte temaer, som hamres ud i forte og sjældent inviterer til andet modspil end ”Javel” eller ”Jamen”.

I forhold til en sådan dynamikfattig og ensformig ”samtale” er det en lise og en gave at få demonstreret hvordan virkelig dialog-kunst mellem to meget forskellige, men ligeberettigede og myndige parter kan folde sig ud. Det demonstrerer Beethoven, Brahms og Franck i deres værker, som spænder fra kanon-stram styring af de to stemmer (4. Sats af Franck), over enkel turtagning og –givning (1. Sats af Beethoven, 1. Sats af Brahms) over elegisk melodi med akkompagnement (3. Sats af Franck) til frit passioneret drama for to (2. Sats af Franck).

Dette dokumenterede Znaider og Kulek i et mønstergyldigt samspil, hvor der blev lyttet intenst, spillet klart ud, givet plads, med- og modspil – alt det der kendetegner dialogens kunst. Som savnes meget i hverdagens mediekommunikation.

Foto: Lars Gundersen, hentet fra Znaiders bookingside