Kira Martini vil hellere arbejde med musikken og så gå i minus med bankkontoen, siger hun.

Men der er ingen grund til at gå i minus. Hun er pengene værd, når man booker hende til en koncert.

Kira Martini dykker ned i det brasilianske univers og runder gamle jazzklassikere og poptravere plus en masse smukke ballader. Hun står for et lettilgængeligt og alsidigt repertoire, hvor de fleste - ikke kun jazz-nørder - kan være med. Men gør det noget? I hvert fald ikke ved denne koncert. Her havde Kira Martini godt fat i et publikum.

Med sig havde Kira Martini en velspillende trio med traditionel besætning: Morten Ærø på trommer, Mads Søndergaard på klaver og Joel Illerhag på bas.

Kira Martini er 28 år, og det er ingen alder for en jazzsangerinde. I vokaljazzen er modenhed ofte en fordel, men Kira Martini er helt tydeligt modnet hurtigt. Hun har en god intonation, nogle varierede fraseringer, og så ved hun, hvor langt hun kan og skal gå. Hendes vibrato bliver ikke helt så kraftig som nogle af hendes ældre danske vokalkollegaer, men det afdæmpede er charmerende, og autenciteten er der.

Martini (sikke et spændende efternavn!) har været i Brasilien på flere længerevarende ophold og her lært både det portugiske sprog og den brasilianske tilgang til jazzen med en afslappet vokal og tilbagelænede rytmer.

Porque paso lo que paso blev akkompagneret med håndspil på trommerne og kontrabas betjent med bue. I Fred Astaires og Ginger Rogers’ Cheek to Cheek var der en herlig leg mellem Joel Illerhag og Morten Ærø.

Fra Skotland til Sverige
Med den gamle skotske folkemelodi The Water Is Wide følte man sig pludselig hensat til en aften i teltet på Tønder Festival, og i det næste øjeblik - med Louis Jordans Is You Is Or IS You Ain’t My Baby blev vi sat af i en swing-blues-jazz-klub et sted i Harlem.

Alsidigheden fortsatte med den dansksproget version af Så længe skuden kan gå, hvor vi lagde til i den svenske skærgård med Evert Taube. Her lod pianisten Mads Søndergaard klaver være klaver. Den sang skal naturligvis serveres med akkordeon.

Kiri Martinis kommentar til den aktuelle verdenssituation var Oscar Petersons Hymn To Freedom med en virtuos hvirvel på klaveret, der strakte sig over flere takter.

Talentet er der
Kira Martini er et charmerende bekendtskab. Kan sin metier. Er helt nede på jorden. Man kan mene, at hun favner over lidt for meget. Det kan der være en sandhed i, men til en god, hyggelig koncert en fredag aften uden finkulturel jazz, er hun så absolut velanbragt. Hun har - selvlært som hun er - talentet og muligheden til at kunne køre ud af et spor og forfølge det senere i sin musikalske karriere. I første omgang får hun de bedste anbefalinger med på vejen herfra. Jeg var modtagelig for hendes charme.