Der er vel næppe noget så godt som en omgang klarinetjazz. Den fuldfede og klare lyd og en tone, der lyder af træ, er guf for de fleste jazzelskere - når der står en musiker bag instrumentet, der ved, hvordan det skal trakteres.

Leif Juul Jørgensen er ikke et navn, der får en klokke til at ringe - end ikke hos danske jazzkendere. I Skandinavien er det mest den afdøde svensker Putte Wickman, der har haft grebet om publikum med »negermusikken« - som Lektor Blomme kaldte den, da han smadrede Edward Ellerstrøms »truthorn« i Hans Scherfigs Det forsømte forår.

Men Leif Juul Jørgensen er en figur, der er kommet og gået på den danske jazzscene. Han spillede i 60erne med Arnvid Meyers Orkester i det gamle Montmartre , Vingården og De Tre Musketerer i København. Senere med Ricardo’s Jazzmen og John Darville’s Band. Leif Juul Jørgensen har optrådt med musikere som Wild Bill Davison, Bud Freeman, Vic Dickinson og Edmond Hall, som han er stærkt inspireret af. Og man kan ikke se det på ham, når han står på scenen: Leif Juul Jørgensen er en fremtrædende dansk erhvervsmand med sæde i flere danske virksomheders bestyrelser og medlem af fondsbestyrelsen for Jazz House Copenhagen. Nu er han dukket op med The Danish Jazz Quartet i overdådigt selskab med Jesper Lundgaard på gulvbas, Søren Kristiansen på piano og Alex Riel på trommer.

Koncerten var et Hotel Evergeen med standarder på samlebånd - de fire rutinerede herrer spillede bare alt andet end samlebåndsagtigt. Teknikken og tonen stadig var af højeste klasse.

Leif Juul Jørgensen gjorde markant brug af alle klarinettens registre, fra det varmt træagtige til det gennemskærende dramatiske. Han har et harmonisk øre, der gør ham i stand til at strække melodiens muligheder til det yderste.

En forrygende Alex Riel
Alle i kvartetten er subtile solister, men Lundgaard, Kristiansen og Riel spillede også med den tilbageholdenhed, der stimulerer intensiteten. De har alle sammen været på besøg i Flensborghus flere gange i alle mulige sammenhænge.

Den ene af dem - Alex Riel - havde få uger før denne koncert fejret sin 75 års fødselsdag. Men det er hverken til at se eller høre. Trommelegenden er fortsat forrygende kørende. Alex Riel har selv sat ord på sit spil: Han bruger ørene og fantasien mere end »sådan gør man«-stilen. Og så opstår der en dialog, og det bliver sjovt og ikke arbejde. Det er ikke kun gulerødder og fibre, der holder én ung. Det er også jazzmusik.

Fantasifulde introduktioner
Jesper Lundgaard imponerede igen med melodistærkt og rytmisk imponerende spil, mens den selvlærte pianist Søren Kristiansen løb lange løb med sit ligefremt swingende, traditionsbaserede og tidløse og Oscar Peterson-inspirerede spil.

Flere af de gamle jazzclub-numre blev krydret med fantasifulde introduktioner - blandt andet i »If I Had You«, som Benny Goodmans sekstet opnåede stor succes med i 1940erne. Her serverede Leif Juul Jørgensen en lille spændende klarinetdialog. I »I Can’t Give You Anything But Love« var det Søren Kristiansen, der gav en flot indledning på piano.

Ellers var der både nostalgi og nutid i sager som »Bohemia After Dark«, »Christopher Columbus«, »Undecided« og »Broadway«, der tydeligvis faldt i det meget lyttende publikums smag. Der var flere steder i salen stående klapsalver til The Danish Jazz Quartet efter godt to timers musiceren af høj kvalitet. Det var ikke bare lige efter bogen. Det var meget mere.