Trommeslageren Billy Hart var fløjet ind fra USA få timer tidligere, og Thomas Fonnesbæk - på gulvbas - just ankommet fra en rejse til Taiwan.

Thomas Clausen Group skulle bruge det første nummer i Flensborghus til at pejle sig ind på hinanden og spille sig varme. Med en sag på over en halv time inspireret af Wayne Shorter og med soli til alle fire musikere kom bandet godt fra start som det første navn i efterårets danske jazzkoncerter, »Jazz i Flensborghus«.

Med den svenske pågående og ekspressive Tomas Franck på tenorsaxofon i forgrunden viklede bandet sig ind og ud af op til 40 år gamle stykker skrevet af pianisten Thomas Clausen - en af dansk jazz’ mest renommerede musikere. Han tager temaer op fra standardmelodier og baserer dem på de kendte akkorder - som i »Leaves« hvis udgangspunkt er Miles Davis’ »Autum Leaves«, der igen er inspireret af en fransk chanson.

Velforberedt
Kapelmester Thomas Clausen var tydeligvis velforberedt. Både det kompositoriske og improvisatoriske arbejde med detaljen var væsentligt. I »Prism« - som oprindelig er skrevet for bigband og kogt ned til en kvartet - skiftede stemningen fra sekvens til sekvens, selv om lyset gik som en rød tråd gennem nummeret med 12 tone og rockrytmer.

Det var ikke nærighed, der prægede åbningskoncerten her i september. Første sæt sluttede på et tidspunkt, hvor andre bands er langt inde i andet sæt - med en veloplagt samba-lignende sag, »Nippon Seven« med syv ottende dele på en takt.

Hvad der sprang i ørerne, var 74-årige Billy Harts rustikke trommespil som i den lettere kaotiske version af standarden »All The Things You Are«, der efter at have været en tur gennem Thomas Clausens hoved og hænder er blevet reduceret til »Things You Are«. Billy Hart spillede som det stærke, men stadig tilpas stille lokomotiv, der sørgede for, at musikken flyttede sig.

Det svære virkede let
I anden afdeling præsenterede bandet en masse svært med lethed. Fra »Punk Monk« - en hyldest til en af klaverjazzens mest helstøbte originaler Thelonious Monk - til et interessant arrangement af »Dansevise«, Danmarks vindersang ved det internationale Melodi Grand Prix i 1963.

Musikerne vidste præcis, hvad de gjorde, og havde alle total kontrol over deres instrumenter. Hvad der var improvisation, og hvad der var indstuderet, det var næsten ikke til at vide. Men man må formode, at Thomas Clausen har haft en klar plan med hjemmefra - siden det lykkes at få den sammenbragte flok til at spille så overbevisende ubesværet.

Han sendte sine medspillere ud på store musikalske rejser, hvorefter de kom tilbage igen, og publikum kunne så sidde og gætte på, hvor den næste vej fra temaet gik hen. Temposkiftene var ganske imponerende.

Og man skulle vel være nørd for at få øje på skønhedsfejl.

Godt kørende
Tomas Franck overrumplede igen og igen med sit massive sax-spil. I baggrunden var Thomas Fonnesbæk med den distinkte, fiberrige tone, der vil præge danske gulvbassister længe efter Niels-Henning Ørsted Pedersens alt for tidlige død. Her var det ikke en bassist, der stod forrest, men som dog var med til at holde hele koncerten godt kørende.