Thomas Buttenschøn har været på højskole i sine yngre dage. Det kan han ikke løbe fra.

Han kan spille guitar og synge, så han vel knap nok selv ved, hvor han er på vej hen. Her er processen det vigtigste. Ingen eksamensvis. Ingen destination. Det største mål er at gøre folk glade. Og som han selv fortalte på scenen i Volksbad i Flensborg: Når han havde gjort noget slemt som dreng, så stak han de voksne et glad smil, og sådan et lille nuttet brun dreng var jo svær at blive vred på.

Så kunne vi godt tilgive ham, at han var noget lang i spyttet mellem numrene, der for størstedelens vedkommende var hentet fra 2014-albummet, »Sange der ikke er til radioen«. Han fortalte, og han fortalte - nogle gange mere end Niels Hausgaard - og fortsatte på tidspunkter, hvor de fleste normalt begavede havde fattet pointerne. Hold da op, hvor var publikum tålmodigt.

Men man må nu også lade Buttenschøn, at han kunne være ret så morsom. Især når han trak bukserne ned på sig selv og åbenbarede ting og sager fra privatlivet, som andre ville have holdt for sig selv. Eller er grænserne mellem det private og offentlige allerede visket så meget væk, at vi ikke engang kan genfinde dem?

Never mind. Det var i den afdeling, som kan kaldes den uskyldige. Hvem kan ikke stå og gøre sig lystig over konen og de små skærmydsler i parforholdet? Først ville madammen flytte tilbage til sin hjemegn på Broagerland, og nu vil hun tilbage til storbyen igen. Så huset med udsigten til Flensborg Fjord er sat til salg. Udsigten kan man med jævne mellemrum se på Buttenschøns profiler på Facebook og Twitter, og under koncerten i Volksbad blev der også lagt en salgsannonce ind. Men Buttenschøn spillede og sang jo også. Og det klarede han bestemt til publikums store tilfredshed. I Volksbad var det solo - kun udstyret med akustisk guitar. Det må vi ikke glemme.

Dårlig sex
»Jeg håber du får dårlig sex, ja dårlig sex og one night stands«, synger han i en af de sange, han efterfølgende har fundet af, at hans børn ikke skal høre. Sangen skal angiveligt være skrevet til en kæreste, der løb af sted med Simon Jul, den adopterede koreaner der p.t. gør sig på satireprogrammet Bæltestedet på Radio 24syv.

»Fuck dig København« er en anden af den slags, som var sjov nok, lige indtil sønnen løb rundt derhjemme og sang den i en alder af to år - så den sang Buttenschøn ikke.

Bedre end Lars Lilholt
Buttenschøn er god til sange med historier om personer, han har haft tilknytning til gennem livet. For eksempel den om Lauritz fra lillebyen. Lauritz, der vendte tilbage og måtte bukke under for kræften. Eller »To kolde øl«, der handler om livet med en alkoholisk far.

Vokalmæssigt har Buttenschøn mange facetter, og variationerne delte han i ny og næ med os på den fede måde. Mest påfaldende vel nok i sin fortolkning af Lars Lilholts »Kald det kærlighed«. Buttenschøn sagde det, som de fleste har tænkt på et tidspunkt: Man har tit hørt den og ikke rigtig lagt mærke til den. Men der er faktisk en dyb poesi i den sang, selv om man ikke lægger mærke til den, når Lilholt synger den.
Frækt, men sandt.

Bedst i blues
Man kan dog ikke klandre Thomas Buttenschøn for at være ambitiøs. Det er bare skide hyggeligt alt sammen. Når han revser den danske statsminister i »Helle Thorning«, bliver det aldrig rigtig farligt, men nærmest en parodi på alt for gennemskuelige protestsange fra 1970erne. Han forsøgte at aflevere en bredside til en person fra Dansk Folkeparti, som han kom til at kalde »Søren Henriksen«, så det var ikke rigtig til at vide, om det var Martin Henriksen eller Søren Espersen han mente, havde et grisefjæs.

Det er, når Buttenschøn får blues på stemmebåndet, at han er bedst. Guitarspillet er o.k., og teksterne keder bestemt ikke, men han hoppede ofte over, hvor gærdet er lavest. Det både startede og sluttede lidt uforløst og uambitiøst. Buttenschøn kan meget mere. Det beviste han i flere perioder.