På Fanø er musikken blevet overleveret fra generation til generation uden brug af noder. Det er en fascinerende tradition, men helt ufarlig er den ikke, hvis et led i kæden skulle finde på at stikke fra øen uden at videregive musikken til efterkommerne.

Fanømusikken er inspireret af fremmede egnes musiktraditioner - især Storbritannien, Holland og Skandinavien - og er i tidens løb blevet tilpasset de to danse, sønderhoning og fannik.

Lidt pudsigt er især musikere udefra, der de seneste årtier har været med til at holde fanømusikken ved lige og ligefrem videreudvikle den. En af disse er guitaristen Nils Thorlund, der især er kendt fra gruppen Sand på gulvet og folk-hittet Mellem ”Esbjerg og Fanø”.

En anden er Tove de Fries, der er uddannet fra folkemusiklinjen på Det Fynske Musikkonservatorium, og som fik sit store gennembrud da hun vandt flere Danish Music Awards i 2004.

Endelig er der Peter Uhrbrand, der kom til Fanø i 1970erne. Han kom hurtigt i kontakt med nogle brødre i Sønderho og lærte gennem dem at spille de traditionelle sønderhoninger, der kan dateres tilbage til 1700-tallet.

Sønderhoningen er en traditionel pardans og meloditype opkaldt efter den sydligste by på Fanø. Dansen er bemærkelsesværdig, idet dansen er en polsdans og derfor går i tre fjerdedels takt, mens melodierne oftest går i to fjerdedels takt. Den består af gangtrin og pols med speciel fatning. Det er helt usædvanligt rent teknisk, og det gør den vanskelig at spille.

Sønderhoningen er sejere i tavet end fannikken (der stammer fra Nordby på Fanø), og hvor der i sønderhoningen skiftes mellem omdansning og at gå i kreds, skiftes der i fannikken mellem to modsatte omdansninger.

Ekstra bredde
Sønderhoninger og fanniker blev der delt ud af med gavmild hånd, da Peter Uhrbrand, i forbindelse med musikfestivalen FolkBaltica, gav koncert i Medborgerhuset i Eckernförde med ULC.

Det er en bemærkelsesværdig trio med et navn sammensat af begyndelsesbogstaverne i de tre musikeres efternavne. Ved siden af Peter Uhrbrand er det Sonnich Lydom på akkordeon (og ind imellem mundharmonika) og Seamus Cahill på guitar og bouzouki - og med jævne mellemrum også trioens sanger.

Sonnich Lydom er dansk, men har irske rødder, og Seamus Cahill er irsk og udvandrede i modsætning til de fleste af sine landsmænd aldrig til USA, men til Danmark. Det irske islæt giver trioens musik en ekstra bredde og også en fascinerende mulighed for at spille musik på tværs af Nordsøen.

FolkBaltica spiller netop i år på de særlige musikkulturelle bånd, der eksisterer mellem den vestlige del af Danmark og Slesvig-Holsten på den ene side og De britiske Øer på den anden side. Musikken fra vest var til denne koncertaften eksporteret til øst - med koncertstedet Eckernförde ved Slesvig-Holstens østkyst - hvor musikkulturen er en helt anden.

Triste irske ballader
Overskriften for koncerten var Fanø i Eckernförde, og det var måske at stramme den lidt, for repertoiret var langt mere nuanceret. Trioen spillede også triste irske ballader, der typisk handler om en ung mand, der falder for en ung kvinde, som dog hellere vil have en anden smukkere og rigere mand, hvorefter den forsmåede mand ender med at vende Irland ryggen og drage til Nordamerika. Der blev også spillet livlige danse fra Møn og Amager med besætningen violin, akkordeon og akustisk guitar, men ellers var besætningen gennem store dele af koncerten med bouzouki i stedet for guitar.

Vi kom med til Newfoundland på Canadas yderste østkyst, hvor både accenten og musikkulturen minder meget om den traditionelle irske musik, og der var en afstikker til Færøerne med musik fra en gammel nodebog, der i 1925 blev fundet på et loft i et bygdehus i Tórshavn. Meget pædagogisk, for havde man ikke hørt det før, så hørte man virkelig denne aften, hvor mange fælles træk, der er mellem den vestlige del af den jyske halvø og de angel-saksiske og keltiske områder på den anden side af det store vand.

ULC har holdt en pause på godt fire år, men det var ikke til at høre. Trioen repræsenterer helt tydelig en learning by doing-musik, hvor de teoretiske hæmninger er kastet over bord og erstattet af det naturlige øre og en helt igennem fascinerende spilleglæde. Musiktraditionen fra Fanø serveres næppe meget bedre.