Chris de Burgh har stadig sin store fanskare - i en alder af snart 67 år - og han nyder det.

Den irske sanger og sangskriver er den slags, der har det fint med publikum og ikke altid lige godt med anmeldere. Mest berygtet er en fejde for snart fem år siden, hvor en kritiker fra Irish Times gik til stålet efter en koncert med Chris de Burgh. Her kom en anmelder for skade ikke blot at kommentere tonernes højde, men også Chris de Burghs ringe fysiske højde. Så fløj Chris de Burgh til tasterne og forfattede et brev til chefredaktøren med både versaler og udråbstegn, men som en dansk anmelder engang indrømmede: »Jeg har altid haft et svagt punkt for den selvhøjtidelige gnom Chris de Burgh«.

Godt 1000 veloplagte mennesker var gæstfri og særdeles venligt stemt over for ireren i Deutsches Haus i Flensborg. I 2014 aflyste han med kort varsel sin planlagte koncert i Danmark, og på forespørgsel viste det sig også, at stolerækkerne var pænt besat med publikum fra den nordlige side af grænsen.

Melankolske skæbnefortællinger
Hovedanliggendet var præsentationen af de nye numre fra albummet »The Hands of Man«, der udkom i efteråret 2014, en plade der ikke helt holder stilen fra 1970erne og 1980erne med storladen og melodiøs pop. De Burghs rørstrømske musikalske arrangementer fyldes med tekster om kærlighed, drømme og fred: “There Goes My Heart Again”, “The Candlestick” og “One More Goodbye”, som et pluk af dem hedder.

På albummene er der store orkesterarrangementer. På turneen er besætningen dog reduceret til trommer, bas, leadguitar, rytmeguitar (for de meste spillet af de Burgh himself) og keyboard.

Chris de Burgh siger det selv, når han præsenterer sine tekster: »Det er om noget, vi alle kender til«. Og det er også de melankolske skæbnefortællinger, som ireren er bedst til - hængt op på tilbagelænede melodier og gennemarbejdede pophymner. Her varer kærligheden evigt.

Repertoiret blev ældre, som koncerten i Flensborg skred frem. Enkelte kvinder havde taget den røde kjole på - og ventede bare på, at det skulle komme så vidt. En enkelt gik helt op til scenekanten for at komme i tale med de Burgh.

Hvis Chris de Burgh havde undladt »Lady in Red«, havde han sandsynligvis aldrig fået en invitation til Flensborg igen. Han tog turen med mikrofonen ned gennem stolerækkerne i salen og dansede intimt med flere af kvinderne. Den sang var der sikkert mange mænd, der gerne ville have skrevet og sunget.

Hårdtpumpet endte med at blive blødt
Ind imellem blev der leveret en håndfuld numre solo med piano og akustisk guitar. Da han prøvede kræfter med de gamle hårdtpumpede sange som “Don’t Pay The Ferryman” og “High On Emotion”, ramte han muren. Hvor han i midt-80erne fik lidt af den ru, rock-føling ind netop disse numre, kunne han bevæge sig inden for samme oktav.

Det kunne han ikke her i 2015. I de høje toner var han nødt til at springe over i noget, der mindede om falset, så det blev lidt Modern Talking-agtigt - i hvert fald hvad vokalen angår. Han fik derfor ikke klassikerne helt op at ringe. Det før lidt hårdtpumpede endte nu med at blive blødt. Det tog de færreste blandt publikum dog notits af. Det var jo næsten som i gamle dage.