Et symfoniorkester er - endnu - noget som næsten enhver egn skal have. Selv om den ny danske kulturminister før sin tiltræden sagde noget, der gik i den modsatte retning.

Men inden for jazzmusikken er et bigband nærmest blevet at betragte som en luksusvare. Noget som publikum både her og der kan få engang imellem. Danmarks Radio finansierede gennem mange år Radioens Big Band, der nu må klare sig på helt kommercielle vilkår. Og et bigband har flere musikere og er derfor betydeligt dyrere end en trio eller en kvartet. I efteråret 2011 var et »almost« big band på besøg i Flensborghus. Normalt siger man, at hver sektion skal være bemandet med mindst fire musikere, og summen omkring en snes. Ernie Wilkins Almost Big Band spillede som et rigtigt big band, og i pausen snakkede flere som om, de ikke havde fået noget i mange år. Musikken faldt tydeligvis på et meget tørt sted.

Orkestret blev grundlagt af Ernie Wilkins, der døde i 1999. Da han kom til Danmark i 1980, var han et kendt navn for de fleste jazzinteresserede, først og fremmest fordi han i begyndelsen af 1950erne havde været med til at skabe det gendannede Count Basie-orkesters stil.

Han spillede også saxofon i orkestret, men det var især hans mange kompositioner og arrangementer, der gav Basie et nyt repertoire og en musik, der, modsat 1930ernes og 1940ernes Basie-orkester, mindre var baseret på store solister end på enkelt og direkte ensemblespil.

Oprindeligt rummede Ernie Wilkins Almost Big Band både danske og amerikanske musikere bosat i Danmark. Orkestret spillede næsten udelukkende kompositioner og arrangementer af Wilkins med den elegance, unikke melodik og indre logik, der gjorde ham til en af jazzens største orkestratorer.

I 1999 fandt orkestret sammen igen i forbindelse med Ben Webster-prisfesten og fortsatte på permanent basis under ledelse af orkesterveteranen og baryton­saxofonisten Per Goldsmith, der på et tidspunkt smed sit mellemnavn Bentzon væk. Med det har han som skuespiller i tidens løb optrådt i lette film som »slap af, Frede« og »Piger i trøjen«.

Nu er Per Goldsmith den eneste, der har været med siden starten, og som kunstnerisk leder styrer han orkestret på ti mænd og to kvinder. Men dog med tydelig assistance fra pianisten Nikolaj Bentzon, der er søn af en af de største skikkelser inden for dansk jazz, Niels Viggo Bentzon.

Rytmegruppe på topplan
Uden at forklejne de andre i orkestret så må man sige, at Ernie Wilkins Almost Big Band lever på en rytmegruppe, der er på absolut topplan - hertil hører også bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Aage Tanggaard. Med den stilsikre jazzvokalist Bobo Moreno, der har helt sin egen frasering og fortolkning, blev koncerten i Flensborghus til en feel good-stemning i den positive betydning.

Ét er at mandlige jazzvokalister er endnu mere sjældne end mandlige børnehavepædagoger. Noget andet er, at Bobo Moreno kører den igennem som vokal på næsten alle koncertens numre. Ikke noget med at spille en mandlig udgave af diverse jazz-divaer og vandre ind og ud til blot et par numre i hvert sæt.

Før pausen fik vi blandt andet nogle meget smukke fortolkninger af George Gershwins “But Not For Me” og Cole Porter-balladen “Everytime We Say Goodbye”. Senest efter standarden “On Green Dolphin Street” fik saxofonisten Pernille Bévort overbevist os, hvilket stof hun er gjort af.

Anden afdeling begyndte med en lille hyldest til Duke Ellington, hvor en klarinet måske ville have gjort godt. Jesper Lundgaard spillede en elegant bue-solo på bas i “Sometimes I ‘m Happy”, og fra det nærliggende Haderslev var der et par indspark i “Stop The Clock” og “Lulu ‘s Back In Town”. I førstnævnte fyrede Thomas Fryland (opvokset i en jazzglad familie i byen) en trompetsolo af, og i den anden spillede Lea Nielsen en basunsolo (hun er fast medlem af Slesvigske Musikkorps).

Koncerten fik et bragende og stående bifald. Publikum var ramt i hjertet.

Coverfoto: Flensborg Avis