Johan Gotthardt Olsen har taget en ph.d. i proteinkrystallografi ved Center for Krystallografiske Undersøgelser i København. Og så står han der på scenen i Volksbad i Flensborg og griner frækt, beder om mere snaps og siger slemme ord på statens regning.

Han burde vide bedre, var der helt sikkert nogle, der ville mene. Men pligten kalder. Og måske pligten føles stærkere, når Johan Gotthardt Olsen er vant til makromolekyler. Så er pligt blot et ironisk synonym for lidt tiltrængt variation.

Ud over at være en langt mere kendt forgrundsfigur i det meget ukomplicerede rockband Magtens Korridorer turnerer Johan Olsen også med den vindskæve trio Pligten Kalder. I virkeligheden blot tre gårdmusikanter, der spiller på en scene og får en fast hyre for det.

En grim karl - et smukt menneske
I midten sidder multitalentet Torben Steno (tv-journalist, foredragsholder, musiker, forfatter med meget mere) på et såkaldt Optigan-orgel, som han hævder at have købt for 300 kroner ved et ophørsudsalg i en musikforretning i Svendborg. Det er gammeldags, så det gør noget. Et syntetisk orgel med en tarvelig rytmeboks.

Man stikker et forproduceret soundtrack på en plade ind i apparaturet, der skal stemmes i ét væk, og så man får en temmelig bizar lyd, som egentlig burde holdes hjemme i en dagligstue. Men Torben Steno er på scenen med et kraftigt krus øl, som han blot nipper lidt til, og fortæller lange historier, som måske er sande, måske ikke.

Og ude på siden står en klarinettist, Peter Jessen, der bliver præsenteret som orkestrets Hans Christian Varnæs. Korrekt, lidt tilbageholdende, pligtopfyldende - og faktisk også temmelig dygtig på dette herlige instrument, der om noget kan græde og være vemodig. Som for eksempel i »Boffeladen« om Per Hansen, en bartender på værtshuset Guldregn i København. Grim at se på. Smuk indvendig. Så tyk, at man skulle tro, at han kom først, og baren blev bygget bagefter. God ved alle andre, bare ikke sig selv og derfor død i en alder af blot 40 år.

Sangene er et sted mellem mystiske og poetiske. »Jeg har fundet mine nøgler«, »Stille sne«, »Hvorfor er jeg ikke død?« og »Abbas triste koner« er fyldt med både indfølt kærlighed og ironisk distance.

Ingen Wolfgang Petry-stemning
Og la-la-la-la-la skal vi i publikum synge med på en sang om Christiania og Thy-lejren. Men det gider vi vist ikke rigtig. - Man kan godt mærke på jer, at I ikke er rigtige tyskere. Hvis det havde været en koncert med Rex Guildo eller Wolfgang Petry (to tyske slagersangere, red.), var alle armene kommet op, siger Torben Steno - og rister også den påtvungne jovialitet i Danmark, hvor vi alle skal komme hinanden ved.

Jo flere snaps Johan Gotthardt Olsen får, jo smerte og inderlighed kommer der i hans stemme. Og alligevel spørger man sig selv om, hvad den dybere mening er. Hvad der sikkert er meningen. Den musik har Olsen og Steno og tredjemand (det skifter lidt) simpelthen pligt til at fortsætte med. Bravo.