Mest læste
[Koncertanmeldelse]

1 - Koncertanmeldelse
Sinne Eeg og Touché
2 - Koncertanmeldelse
Abild
3 - Koncertanmeldelse
MC Hansen Band
4 - Koncertanmeldelse
JazzKamikaze
5 - Koncertanmeldelse
Pligten Kalder
6 - Koncertanmeldelse
Helene Blum & Harald Haugaard med: Anna Lindblad, Petri Hakala, Antti Järvela og Sune Rahbek.
7 - Koncertanmeldelse
Veto
8 - Koncertanmeldelse
Eivør
9 - Koncertanmeldelse
Sinatra - En mand og hans musik
10 - Koncertanmeldelse
Folkeklubben




FolkBaltica »Ready For The Storm«: Kalüün, Dougie Maclean og Fiddler’s Bid.
Deutsches Haus, Flensborg 09.05.2015
Anmeldt 14/5 2015, 10:25 af Hans Christian Davidsen

Musikalsk stormvarsel


Musikalsk stormvarsel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kalüün betyder på fering (den nordfrisiske dialekt, der tales på vadehavsøen Föhr lige syd for den dansk-tyske grænse) »kraft«, »energi« eller »gang i den«, og gang i den havde folk-bandet fra Før på FolkBaltica 2015. Otte gange spillede Kalüün under den grænseoverskridende musikfestival i Sønderjylland og det nordlige Slesvig-Holsten.

Kalüün har på mindre end et år gjort ikke blot resten af Tyskland, men også lande omkring Tyskland, opmærksom på, at der findes en levende frisisk kultur i det nordvestlige Slesvig-Holsten. Keike Faltings (violin og vokal), Jan Faltings (bouzouki og mandolin) og Dennis Werner (guitar) udgør trioen. De har alle en årelang baggrund i forskellige stilretninger fra irsk folk og traditionel amerikansk musik over nordisk spillemandsmusik. Nu er de slået helt over i det frisiske med både sprog og musikstil i en symbiose af gammelt og nyt.

Med på percussion ved koncerten lørdag aften var Dirk Werner, så med kvartetbesætning blev der serveret dansemelodier fra Föhr og ballader i gennemførte arrangementer. Særlig smuk blev nummeret ”Lingen”, der betyder noget i retning af ”at længes”. Der er ikke den familie på Før, som ikke har slægtninge i det fjerne USA, og sangen handler om længslen hjem til det nordfrisiske vadehav. I den mere muntre afdeling hørte vi ”Wi knoltre ap tu Doogebal” - en slingretur ad den knudrede vej til havnebyen Dagebüll, hvor man skal nå den sidste færge hjem til øen.

En lyd af Tønder
Herefter gik der Tønder Festival i den. De to efterfølgende navne, Dougie Maclean fra Skotland og Fiddler’s Bid fra Shetlandsøerne har begge tidligere spillet i Tønder flere gange.

På den skotske folkemusikscene er Dougie Maclean en institution på linje med Chieftains Paddy Moloney i Irland. Sammen med sin kone, billedkunstneren Jennifer MacLean, har han skabt en slags kulturcenter med pladestudie og galleri i landsbyen Butterstone ved foden af det skotske højland. Her startede han i 1980 sin solokarriere, som siden har ført ham rundt i hele verden, og som har resulteret i 24 albums på eget pladeselskab.

Med sit sympatiske væsen og sin stilfærdige humor fik Dougie Mac­lean os både til at lytte til og synge med på nogle af sine fine sange. Vi fik en udsøgt buket, som blev bundet sammen af hans muntre for­tællinger og rundet af med et par af hans største hits, ”Caledonia” og ”I Feel So Near”. Afdæmpet, inderligt og smukt.

Han fik megen tid til at gå med - sammen med publikum - at synge de samme elementære tekst- og melodilinier om og om igen, men som helhed havde han gode ting at byde på, og han var mand for at levere en varm og positiv oplevelse.

Dougie Macleans sange er eftertænksomme og ofte indadvendte. Med en sart og sårbar inderlighed reflekterer han over sine oplevelser af forladthed, længsel og håb. Den tungsindige stemning understreges af musikkens melankolske tonefald, som ikke er uden en smertefyldt skønhed. Publikum blev ikke snydt for det store Dougie Maclean-hit ”Ready For The Storm”, som lagde navn til hele koncerten.

Fut i violinerne
Med de fire violinspillende knægte Andrew Gifford, Kevin Henderson, Maurice Henderson og Chris Stout fra Fiddler’s Bid - bakket op af en rytmegruppe med harpe og klaver (Catriona McKay), elbas (Jonathan Ritch) og guitar (Fionán de Barra) - blev stormvarslet først rigtig til virkelighed.

Fiddler’s Bid spillede fanden et øre af med rigtig frodig dansemusik. El-bassen pumpede til musikken, og ind imellem blev der plads til fordybelse og sødmefulde åndedrag - især i den delvise solo ”The Swan”. Musikken var simpelthen bare sprudlende og fyldt med tradition og melodisk kerne. Lydmanden havde dog sagtens kunnet lægge en dæmper på lydniveauet. Musikken behøvede slet ikke at have så megen forstærkning, og på de forreste rækker var niveauet på grænsen til at kvæle nydelsen.

Aftenen var et eksempel på folk-musik, der havde været igennem en vellykket opdatering.

77
Forrige anmeldelse
« Pligten Kalder «
Næste anmeldelse
» Chris de Burgh »