Hvis han ville, kunne han gøre sig selv til et projekt. Den slags er tilmed til overmåde oppe i tiden.

Harald Haugaard er så ferm på fiolen, at han sagtens kunne køre sololøb. Men den slags ligger ham fjernt. Danmarks bedste violinist inden for folkemusikken er en ensemblespiller. Man ser og hører, hvordan han nyder at trække andre musikere med og gå i samspil med dem. For Haugaard er musik tydeligvis fællesskab, og det er noget af det, der giver ham autencitet og troværdighed.

»Lys og forfald« hedder hans nyeste cd, som han i weekenden havde valgt at præsentere syd for grænsen ved en release concert i Slesvighus. Premieren i grænselandet var ingen tilfældighed. »Lys og forfald« er afslutningen på en trilogi med »Burning Fields« og »Den femte søster« som de to første albums, og en stor del af musikken i serien er blevet til, når Harald Haugaard har været på ophold ved Flensborg Fjord. Han kommer her ofte i dette særprægede område, hvor man kan høre tysksindede mennesker tale dansk og dansksindede tale tysk. Ikke blot for at spille koncerter, men også som kunstnerisk leder for for musikfestivalen FolkBaltica.

På scenen i Slesvighus var han i behageligt selskab med Sune Rahbek på slagtøj, Rasmus Zeeberg på guitar og mandolin, Kirstine Elise Pedersen på cello, Mikkel Grue på guitar og sin egen kone, Helene Blum, mest på violin og ind imellem også som vokal. Men det er, når hun optræder i eget navn, at det sangstemmen, der får første prioritet.

En stor mundfuld
Som gæster havde Haugaard inviteret unge talenter fra Folk Balticas eget ensemble. Det er noget, han oftere praktiserer. Kanske at de unge ikke kommer helt ud i registret som de professionelle og måske rammer en tone skævt, men det pædagogiske aspekt kan vanskeligt overvurderes. Her giver han plads til de kommende traditioner. I virkeligheden en sympatisk måde at fortsætte en ældgammel tradition på. I gamle dage lærte de unge spillemænd også af de gamle og kom med ud til baller og fester.

Det blev en maratonkoncert på godt tre timer, hvor hvert af de tre albums udgjorde et sæt. Harald Haugaard & co. gennemspillede slet og ret alle numre i kronologisk orden. Det kan måske nok skille vandene.

For nytilkomne måske nok en stor mundfuld. For fans gefundenes Fressen. Og også en chance for at lytte til de de udviklingslinjer, Harald Haugaard som kapelmester har fulgt, siden det hele begyndte i 2007.

»Burning Fields« er inspireret af det syn, der engang fandtes, da landmændene satte ild til markerne, når høsten var i hus - som oftest ved aftentide. Og der var også store flammer i sættets polskaer, valse og sange inspireret af traditionel spillemandsmusik.

Lyrisk stemning
I andet sæt blev stemningen mere lyrisk blandt andet med en strygekvartet, der i aftenens anledning blev fremført som duo med Haugaard og cellisten Kirstine Elise Pedersen fra allegretto over adagio til andante. Et spillevende eksempel på, hvorfor musikalske genrer eller grænser ikke betyder noget for hans måde at skrive musik på.

Med »Lys og forfald« bandt Haugaard en lyrisk ende uden de store kraftfulde udladninger, men hele sættet igennem med en overlegen teknik. Det begyndte med »September« i en klar og organisk udgave, og over resten af sættet kom der til at ligge en smuk stemning af efterår. Skal det symbolske tages alvorligt? Hvor mon Haugaard så er på vej hen efter hen ved 700 koncerter med sit band?

Svaret får vi vel først, når turneen er omme. Under alle omstændigheder er albummet »Lys og forfald« mættet med eftertænksomt og vemodigt materiale, der bortset fra et enkelt nummer er instrumentalt. På dette sidste album har Haugaard valgt at være retrospektiv med nye versioner af »Havnen« fra »Den Femte Søster« og »Morgen«, som indledte hele trilogien på »Burning Fields«.

Aftenen i Slesvig blev en demonstration af Haugaards unikke musikalske begavelse