Mandlige jazzsangere er der ikke mange af i Danmark. Her har kvinderne sat sig på det meste.

Men kvoter er heller ikke her vejen frem. Talent og træning skal der til i stedet for.

Allan Mortensen er sikkert en flink fyr. Men nogen stor jazzsanger er han ikke. Han er mest kendt fra Dansktoppen, musicals og en vokalkvartet, der hed »Hans Mosters Vovse«, og derfor var der en del til denne koncert, der blev overrasket over at høre, at han dukkede op som vokalnavn i selskab Jens Jefsens ny jazztrio.

Ud over kapelmesteren, der er en af Danmarks mest rutinerede jazzbassister, var Janus Templeton med på trommer og Anders Rose på piano.

Jens Jefsen har med musikalsk alsidighed og stigende ekspertise håndteret gulvbassen siden 1964, og han har blandt andet været afløser for afdøde Niels-Henning Ørsted Pedersen i Radioens Big Band. Han har spillet sammen med mange danske musikere, blandt andre Jesper Thilo, Thomas Clausen, Niels Jørgen Steen, Jørgen Emborg og Alex Riel, der sammen med Uffe Steen var med i Jefsens gamle trio.

Korte afmålte soli
Jens Jefsens nye trio kunne sagtens have kørt en fin koncert hjem uden vokal, så hvem der var kommet på den fikse ide at invitere Allan Mortensen med er ikke godt at vide.

Man krummede såmænd ikke tæer. I lange perioder ledte man bare efter jazzen. Når Allan Mortensen fortolkede Mose Allisons »If You Live« eller Bonnie Raitts »Too Soon To Tell« lød det okay. Han brugte sin stemme - der ligger i mellemlejet - bedst til det groovy og soul-inspirerede.

Man følte nogle gange, at man sad og lyttede til aftenens underholdningsmusik på et krydstogtskib.

Den magiske stemning kom kun antydningsvis, når musikerne - mest pianist og trommeslager - greb chancen for at spille en af deres korte, afmålte soli. Eller når der et par få gange var instrumental jazz som i »Secret Love«. Her var en velgørende skarphed.

Publikum tog rosværdigt pænt imod Jens Jefsen & Co. Programmet var klassisk, men også populært med filmmusik fra »Pretty Woman«, Donovans »Mellow Yellow« (der beskriver den tid, Jens Jefsen lærte hinanden at kende i) og et par funky numre som Aaron Nevilles »With You In Mind«. Det kom dog sjældent derud, hvor det blev lidt farligt. Lidt spild af dygtige jazzmusikere. Et interessant arrangement var dog trioens og Mortensens version af country-nummeret »Politics, Religion and Her« med en blændende indsats af trioen bagved. Vi burde have haft meget mere jazztrio og meget mindre Allan Mortensen.