Alder har ingen betydning, lyder det som oftest fra nogle af dem, der er ved at blive lidt halvgamle.

Men det samme kan også siges om nogle unge. Ida Gard havde 21 års fødselsdag den 1. marts 2015. Og dagen før stod hun på scenen i Volksbad i Flensborg, hvor der ikke var ret meget, der afslørede hendes alder lige bortset fra udseendet.

Sidste sommer sparkede pigen fra Hadsund en dør op, da hun var opvarmningsnavn for Bob Dylan ved legendens koncert i Danmark. Lige nu bliver der lagt oveni på musikkonservatoriet i København. Og Flensborg var sidste station på en to uger lang turné gennem Tyskland.

På turnéen har hun givet det tyske publikum en håndfuld numre fra debut-cd’en »Knees, Feet & The Parts We Don’t Speak« fra 2011, en håndfuld fra opfølgeren »Doors« fra 2013 og en håndfuld sange, der venter på at komme på en skive. »Populærmusik fra Vittula« er arbejdstitlen på albummet - røbede Ida Gard under koncerten i Volksbad - inspireret af Mikael Niemis tragikomiske generationsroman fra Nordsverige.

Ro i salen
Ida Gard - eller Østergaard, som hun hedder på godt dansk - mødte blot op med trommeslageren Anne Kristine Winkler og et par guitarer, og det var også nok til den lille scene. Nu er Ida Gards musik generelt ikke den slags, man vrikker numsen til - måske lige bortset fra nogle af Numrene på Doors-albummet, der er en kende mere aggressivt end det øvrige af hendes materiale.

Der var også en interessant atmosfære af et stående publikum, der lyttede andægtigt og var roen selv, når Ida Gard præsenterede sin tørre lune på engelsk mellem numrene.

Staccato-stemme
Der er ikke mangel på kvalitetspop på den danske musikscene. Ida Gard skiller sig ud fra mængden ved at kunne svinge dramatisk mellem det svage og det sprøde og uptempoet med flere toner i glidende overgange. Hun kan bruge sin stemme på en spændende staccato-agtig måde og åbne for en spændvidde, der gør at man bliver hængende.

Hun er sin egen, blæser pladeselskaber og Thomas Blachmann et langt stykke og gør, som flere sangere og sangskrivere er begyndt på: At udgive sig selv. Det er imponerende at se og høre, hvor langt hun kan nå med en besætning, der ikke kan blive smallere - især med intelligente, men også emotionelle sange som »Good Enough« og »Need a Break«, der handler om det at være en musiker, der pakker sammen, kører videre, pakker ud, går på scenen og synger alt ud for igen at pakke sammen og køre videre. Man gør sig selv en tjeneste ved at lytte efter, hvad det egentlig er Ida Gard synger om.

En solid koncert præsenteret af en ung dame med begge ben på jorden. Man kan mene, at det er temmelig modigt at stille op i en smal besætning og dermed komme frem til end noget anden lyd i forhold til den lidt mere fuldfede på albummerne. Men på et så lille spillested som Volksbad var det rigtig tænkt. Det ville være synd, hvis musikken var kommet til at overdøve teksterne.