Det aarhusianske bigband Blood Sweat Drum n’Bass optrådte her sammen med en gammel sølvræv og et purungt talent fik bandet hurtigt fyldt koncertsalen i Flensborghus med publikum. På scenen blev der sendt godt halvanden times energiudladning af sted - uden pause. Jazz blandet med funk, fusion og lidt rock. Og en rytmesektion, hvor der ikke var sparet på noget: To trommeslagere med percussion i midten, to keyboards og elektroniske musikere var med til at skabe en lyd, som sjældent er hørt mage.

Ude på den ene fløj af scenen betjente Mike Sheridan - tidligt udråbt som musikalsk wunderkind i Danmark - sit glasspil. Det er et ejendommeligt tangentinstrument, cristal baschet, som Sheridan stryger på med våde fingre og glasstave og dermed får en blød resonans frem.

Læg dertil Palle Mikkelborgs karakteristiske trompetspil, der er indhyllet i lyrisk rumklang. Og en solid besætning med fire basuner, en guitar, fire trompeter, to gange bas samt seks »reeds« - skiftende udvalg af transponerende instrumenter, klarinetter og saxofoner med forskellig klang og intonation. De færreste blandt publikum havde nok hørt denne særegne kombination af jazz, electronica og groovy rytmisk musik, som orkestret diskede op med.

Maskulin multitasking
Blood Sweat Drums n’Bass har sit udspring i Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og konservatoriets docent er Jens Christian Jensen - blandt venner kaldet »Chappe« - der blandt andet underviser i samspilsledelse. Og det kunne høres. Når nogle kvinder siger, at mænd ikke kan multitaske, så er Jens Christian Jensen i hvert fald et levende bevis på, at det er løgn. Der var mange noder i luften her og også kabler at skvatte over på den trange sceneplads.

Men koncerten gik glat med en stor variation af tempi gennem meget forskelligartede lydlandskaber. Varierede udtryk blev flettet ind i hinanden - spændende fra lange medleys over Palle Mikkelborgs temaer til vokale indslag med sangerinden Turid Guldin og energifyldte saxofonsoli af Jacob Danielsen. Der blev spillet satser fra Palle Mikkelborgs kanoniserede hovedværk Aura-suite - helliget Miles Davis - sammen med egne kompositioner og musik udefra, blandt andet »Smoking Dog« skrevet af nordmanden Jørgen Munkeby.

Mikkelborg er her og der og alle vegne og fylder rummet med sin organiske tone. Selv om han bevæger sig rundt i sit eget, specielle univers, så må man tage hatten af for, at han i en alder af snart 74 år stadig er en søgende sjæl.

Rytmisk bid
Første halvdel sad publikum total opslugt. Måske havde det alligevel været en god ide at tage sæde længere nede i salen. Der blev blæst og slået godt til, og det kunne mærkes på det forreste rækker. Palle Mikkelborgs storladne trompet svævede over en puls af drums n’bass - bare han nu ikke ville blive for lang i spyttet. Men sådan gik det ikke. Godt nok indtrådte efter en indledning med rytmisk bid en lidt død periode, hvor det kunne have gjort godt med en pause til ørerne. Men orkestret havde generelt godt fat i publikum, der for størstedelen kvitterede med et stående bifald efter koncerten.