Mest læste
[Koncertanmeldelse]

1 - Koncertanmeldelse
Sinne Eeg og Touché
2 - Koncertanmeldelse
Abild
3 - Koncertanmeldelse
MC Hansen Band
4 - Koncertanmeldelse
JazzKamikaze
5 - Koncertanmeldelse
Pligten Kalder
6 - Koncertanmeldelse
Helene Blum & Harald Haugaard med: Anna Lindblad, Petri Hakala, Antti Järvela og Sune Rahbek.
7 - Koncertanmeldelse
Veto
8 - Koncertanmeldelse
Eivør
9 - Koncertanmeldelse
Sinatra - En mand og hans musik
10 - Koncertanmeldelse
Folkeklubben

Malene Kjærgård med band
Schleswiger Jazzherbst 15.11.2014
Anmeldt 18/11 2014, 19:03 af Hans Christian Davidsen

Kvindelig jazzvokal med potentiale


Kvindelig jazzvokal med potentiale

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den danske jazzsangerinde Malene Kjærgård er navnesøster til en realitystjerne, der ikke tager mere tøj på end højst nødvendigt.

Det kan have sin ulempe. For eksempel når jazzsangerinden på en Google billedsøgning dukker op mellem en lignende ung kvinde med blond hår. Forskellen er, at den ene Malene Kjærgård holder af at synge - mens den anden ynder at vise sine struttende bryster frem selv i et alpint klima med sne og kulde.

Det havde chokeret koncertarrangørerne i Slesvig temmelig meget, fortalte de, da de bød velkommen til det danske indslag ved Schleswiger Jazzherbst: Den syngende Malene Kjærgård og band i Slesvighus.

Elke Svendsen var særdeles grundig, da hun præsenterede musikerne - der trippede for at komme til at spille.

Og da de først blev sluppet løs, fik publikum en af de efterhånden mange stærke kvindelige danske jazzvokaler at høre. Malene Kjærgård sang både egne og etablerede værker, og med hensyn til det første, så overbeviste hun om, at hun magter både at komponere og arrangere iørefaldende jazzsange. Også på tekstsiden holder hun fast i lytterne med kreativt sprog.

Let og livligt
Nogle vil måske indvende, at teksterne ikke er specielt avancerede eller intellektuelle på den jazzede måde, men mon ikke temmelig mange kan identificere sig med en strofe som »Liquids got stronger, and the long drinks got longer« i titelsangen fra hendes album »Happy Feet«? I øvrigt et af de bedste hjemmegjorte numre med både melankoli og luftighed i udtrykket. Let og livligt.

Malene Kjærgård er stadig ung - årgang 1986 - og der er et stykke vej endnu. Der er en del kvindelige jazzvokalister i Danmark at hamle op med, men teknikken fejler ikke noget. Hun har en god intonation, en fin frasering og en smuk, jævn klang. I Slesvig var hun i sikkert selskab med tenorsaxofonisten Jan Harbeck, der var med til at løfte koncerten med soli udført med stor autoritet uden, at han af den grund stjal billedet. På trommer var der Morten Lund, på bas den unge Tobias Dall Mikkelsen og på guitar Mads Kjølby.

Koncertens repertoire var let tilgængeligt og egnet til en tilbagelænet aften, hvor ordet »efterår« i koncertrækkens navn blev desto mere nærværende. Det var jazz, der appellerede til et bredt publikum, og det er der bestemt ikke noget galt i. Malene Kjærgård har et stort potentiale, og kan også underholde med tekst og præsentation.

Up-beat
Nummeret »I Am Hip« er et hint til dem, der måske ikke synes, at jazz er særlig hip. Og den lystige og ubekymrede »After You’ve Gone« er en hyldestsang til hendes sanglærer, der bestemt mente, at hun »stadig havde potentiale til at blive klassisk sanger«. En lille tak for sidst med glimt i øjet i traditionel up-beat og en stil, der passer fint til hendes bløde stemme. Lidt brasiliansk var der i sagens natur også sammen med fortolkninger af Nancy Sinatras »These Boots Are Made For Walkin’«, Rifbjergs/Fabricius-Bjerres »Duerne flyver« og Ella Fitzgeralds »Give Me The Simple Life« - som Fitzgerald pudsigt nok sang med stort orkester. Malene Kjærgård dog med lidt mere simpel besætning.

Malene Kjærgård var et godt indspark i Schleswiger Jazzherbst - en årligt tilbagevendende koncertrække, som Schleswiger Musik Club står bag. Det er blevet en tradition, at der også er et dansk navn, og det var fint tænkt at komme med en af de kunstnere, der er på vej.

Forrige anmeldelse
« Trio Bülow/Kristiansen/Lundgaa... «
Næste anmeldelse
» Bebiane Bøje »