Når man hører Bebiane Bøje synge sin egen »Fireplace Song«, bliver hendes livshistorie ekstra vedkommende. Hun er født og opvokset i Grønland i et hjem uden fjernsyn, men dog med et klaver. Sangen udspringer af det kolde mørke, men er fyldt med den lyrik, der kan vokse ud af stilheden og intetheden.

Bebiane Bøje er ikke den solist, der fylder allermest i det danske musikalske landskab. Men hendes curriculum vitae afslører, at hun er en alsidig dame. I godt 20 år har hun været docent på den rytmiske afdeling på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, sunget på diverse Disney-film og været korsanger for Danmarks Radio og TV2. Hun turnerer også som gospelinstruktør, og det var på en af hendes workshops i Slesvig-Holsten, at koncertarrangørerne i Eckjernförde fik ørerne op for hende. Da Bebiane Bøje fortalte, at hun også kunne jazz, blev hun plottet på kalenderen til en af jazzkoncerterne i Medborgerhuset i Eckernförde.

Nordisk jazz-stil
Bebiane Bøje kan såmænd også jazz, men alligevel skinner hendes gospelbaggrund igennem, når hun synger. Soul, den afroamerikanske underholdningsmusik, og lidt blues er der også at høre, når hun rigtig lægger kraft i stemmen. Det samme kan høres i repertoiret. Med til Eckernförde havde hun Torben Bjørnskov på gulvbas og Pojken Flensborg (ja, sådan hedder han altså) på klaver. Nu er det ikke noget Steinway-flygel, der står i Medborgerhuset, men mindre kan også gøre det, og Flensborg trak det bedste ud af klaviaturet.

Denne fredag aften, hvor mørket havde sænket sig, var det meget passende et bundt sange fra Bebiane Bøjes andet album, Skumring, der blev afleveret - gamle danske sange og salmer fornyet på en nænsom måde. Med en ydmyg og sprød vokal fortolkede hun Carl Nielsens »Tunge, mørke natteskyer« og »Tit er jeg glad« og allermest suverænt Nebelongs og Grundtvigs »Nu falmer skoven«, som kan sidde som en ørehænger i flere timer i denne tid, hvor træernes blade er fyldt med stemningsfuld sepia. Selv om Grundtvig mente så meget andet med teksten end lige at beskrive en årstid. Bebiane Bøje har arrangeret sangen i typisk nordisk jazz-stil.

Rakte lige knap
Der var også en samling standarder på sætlisten, blandt andet Bronslau Kapers »Invitation«, der oprindelig er instrumental og komponeret til film, men af Bebiane Bøje præsenteret med tekst i en afro-udgave. Interessant.

Der gik mini-gospel i det, da hun inviterede publikum med på fællessang stående. Bebiane Bøje er ikke pædagog for ingenting. Op at stå. Sving kroppen. Så kommer der omløb i venerne, og man er jo trods alt mest modtagelig for musik, når man er vågen.

Man fik fornemmelsen, at jazzen - for sådan var koncerten annonceret - lige knap strakte sig til et par timer. Bebiane Bøje holdt kadencen, men der blev også blandet lidt mere ind i koncerten end, hvad man havde forventet af en typisk kvindelig jazz-vokal.