Alle kender vel nummeret, når de hører det – ”The Good Life” af den franske sanger og guitarist Sacha Distel.

Det er titelnummeret på det ene album, altsaxofonisten Christina Bülow har udsendt sammen med sine tro følgevende siden 1986: Pianisten Søren Kristiansen og bassisten Jesper Lundgaard. Med er også den amerikanske trommeslager Eliot Zigmund, som de tre engang blev sat sammen med på Montmartre i København.

”The Good Life” kan også passende være overskriften på denne koncert, den danske trio gav sammen med Eliot Zigmund.

Christina von Bülow satte sit præg på denne aften med sin lette og luftige frasering og hendes gennemsigtige tone.

Stilfærdige variationer over det store amerikanske standard-repertoire blev aftenen igennem - med hovedvægten i andet sæt - formuleret med forfriskende rides. Det var rytmisk medrivende og teknisk overbevisende fra start til slut.

Bue på bassen
Ikke underligt lagde orkestret ud med at vise »tyvekoster« frem – ”El Cachon” fostret af Stan Getz og hans kvartet. Christina von Bülow nåede lige at være i lære hos Stan Getz i Californien, før han døde. Det kan høres den dag i dag.

Efter en vals – ”Tenderley” - blev tempoet sat op, og det med nogle soli, der gjorde musikken levende og rytmisk pågående. Amerikanerne siger »cooking« om den slags. I balladespillet tog Jesper Lundgaard flere gange det høje register med bue på bassen - det gav en god variation i det overvejende klassiske repertoire. Det var vel også de nærmeste, vi kom en lick - de overraskende effekter i arrangementer og improvisationer - den aften.

Der var tydeligvis lagt op til en meget straight aften uden de store dikkedarer og alligevel brugte musikerne materialet til deres egne improvisatoriske skaben.

Otte års samarbejde
Andet sæt bød på smukke og mindeværdige fortolkninger af ”I Hear A Rhapsody” og Sammy Davis Juniors sentimentale Broadway-ballade ”Who Can I Turn To (When Nobody Needs Me)”.

Ikke alt kan læses ud af noder - timing for eksempel. Og det magter de tre danskere til perfektion efter at have spillet tæt sammen i otte år. Og med en Eliot Zigmund, der gennem hele sin karriere netop har arbejdet mest som sessionsmusiker, blev det en helstøbt og fin koncert. Fascinerende er det at lytte til et orkester, hvis engagement og forpligtelse kan holde så mange år - inden for en jazzverden, hvor one nighters ikke kun er noget, der hører kønslivet til.

Eliot Zigmund trak det mekaniske ud af takten og fik den uforudsigelige rytmiske pulseren til at forplante sig i den fyldte sal. Og det er jo kort og godt det, jazz is all about.