Det er en anden Tina Dickow, publikum møder på hendes Whispers-turne. I september 2014 udsendte hun albummet med samme navn, og titlen skal man ikke lægge for meget i. Hvis vi ikke vidste det i forvejen, så fik vi det i hvert fald at høre: Tina Dickow er blevet lidt mindre pæn, lidt mere rustik, lidt mere Emmylou Harris med en rå nerve.

Tina Dickow er en af de få danske singer-songwritere, der har fået et solidt greb om det udenlandske publikum. Aarhusianeren står især godt i Tyskland, hvor hun i efteråret 2014 giver koncert i Hamborg, Köln, Flensborg, München, Stuttgart, Dortmund, Mainz og München og det tilmed i nogle af de største koncerthaller og teatersale. I Hamborg var det i det traditionsrige Thalia Theater, et af de tre statsteatre i hansestaden.

Der blev åbnet med effekt og kraft med titelnummeret, ”Whispers”, og efter et re-arrangement af ”Nobody's Man” og ”Craftmanship and Poetry” blev nye numre mixet med gamle - først ”You Don't Step Into Love”, så ”Copenhagen” (som knap så meget er en hyldest til København som til stedet, hvor du er nu), og sådan gik det frem og tilbage mellem fortid og nutid - et fint træk for, at der ikke skulle snige sig alt for megen singer-songwriter døsighed ind i oplevelsen af koncerten.

Den nye lyd er måske ikke så ny endda. Måske er det blot en fortsættelse af den form, Tina Dickow var i, da hun udsendte albummet Notes for mere end ti år siden. Nummeret ”The Woman Downstairs” mættede hun med mørke og melankoli. Der var dyb glød i stemmen og nogle gange nærmest country-refræn iklædt den enkle instrumentering guitar (Dennis Ahlgren), trommer (Marianne Lewandowski) og banjo/keyboard (Helgi Jónsson - Tina Dickows islandske kæreste). Alt sammen var tydeligvis fostret af et spontant musikalsk input.

Med udsigt fra balkonen i salen var vi nogle, der kunne sidde og kigge ned på publikum og fundere over, hvorfor den aarhusianske sangerinde har så stor fanskare - og så godt fat om den. De skrøbelige og ofte meget nøgne melodier er en del af forklaringen. Stemningerne og historiefortællingerne en anden. Hun favner vel meget af det, som halvdelen af menneskeheden kan lide at drøfte med veninderne over en kaffe med et italiensk navn - her er poesi og intuition, følsomhed og bitter frustration. Det sidste gør, at sangen ”No Time To Sleep” får en ekstra aktualitet. For vi falder netop ikke i søvn.

Noget ligger på lur
For den anden halvdel af menneskeheden kan det nok nogle gange blive så intimt og så lyrisk og afbalanceret, at man trods al god vilje bliver overmandet af kedsomheden. Her var det så dejligt at høre det uslebne og charmerende ”Mines” med et magisk stænk folk eller ”Drifting”, der fortæller den evig aktuelle historie om en godmodig skabning, der ender i kløerne på en slem karl: »I'm a plastic pearl - At the bottom of your ocean - a fucking fantastic girl - You say with a piercing lack om emotion«.

Tina Dickow færdes hjemmevant på engelsk efter syv år i London.

Med som opvarmning i Hamborg var den færøske trubadur Teitur, der ikke uden stolthed kunne fortælle, at han har bragt Tina Dickow og Helgi Jónsson sammen ved at kende den ene og spille med den anden. Han hævdede blandt flere af sine nordatlantiske spidsfindigheder at have tilegnet nummeret ”Josefina” til Tina Dickows datter med damme navn. Under alle omstændigheder var han det mest velanbragte support-navn, man indtil nu har hørt med Dickow.