Jo længere væk D-A-D kommer fra Danmark, jo mindre toiletter spiller de på.

Det har bandets guitarist Jacob Binzer selv slået fast før 30-30-30-turneen. De 3 x 30 står for 30 år, 30 hits og 30 gigs. Det er 30 års jubilæet, der her fejres. Siden 1984 har D-A-D spillet antiautoritær og ironisk countrypunk og hård rock med et kokranium og de karakteristiske lange horn som varemærke.

Søndag aften landede D-A-D lige syd for grænsen, i diskoteket Max i Flensborg, hvor der er plads til 750 mennesker, når der er koncert. Og kort før koncertstart kunne arrangørerne melde udsolgt. Så var den halv succes hjemme. For D-A-D er i virkeligheden et ordinært rockband, der vokser flere meter i et symbioseagtigt samspil med publikum.

- Heute Nacht - Ausflippen? spurgte Jesper Binzer publikum med en bydende tone.
- Müde? Nu må I kraftedme tage jer sammen! råbte han ud i lokalet.

”Riding With Sue”, ”Ride My Train” og ”Black Crickets” fik sendt kontrollen ud og højenergien ind. Der var langt hår, trimmet maveskind og lavthængende guitarer, men intet fyrværkeri, ingen flyvende trommeslager eller anden af den gimmick, som D-A-D hoster op med på store udendørs festivaler i selskab med lysshow og et spraglet mainstream-repertoire fra Nik & Jay til Rasmus Seebach.

Små spillesteder
D-A-D har bevidst valgt de små intime steder i Danmark og udland til at fejre de 30 år, og selv om mange skulle kæmpe for at se noget på den lille scene i Max (medmindre man var over 1,90 meter), så ramtes det magiske nu, som det ofte sker, når der er masser af kroppe, øl og atmosfære på de mindre spillesteder.

- Når man kommer ned til en rockklub i Tyskland, er det med rockfans, der synger med på hele lortet og fucking med næverne i vejret. Det er en anden oplevelse, en fed energi og noget, der virkelig giver os et skub fremad, siger forsanger Jesper Binzer.

Han har mistet en masse penge, røget og drukket lidt for meget og haft et så stort dametække, at det blev konen for meget. Hun skred, og Binzer røg ned i skidtet med en depression. Det kan man læse om i hans selvbiografi I Won’t Cut My Hair.

I Max mærkede man dog ikke noget til alt dette:
- Meine Damen und Herren! Heute Abend - Musikschule! Alle zusammen... Rhytmus! und JETZT!!!

Arsenal af el-basser
Sætlisten henvendte sig både til dedikerede fans og til dem, der på behørig afstand bare godt kan lide D-A-Ds særlige form for ko-punk. ”Monster Philosophy” samlede alle sammen til en fælles fest. Det skete helt uden effekter og dikkedarer, som det ellers hører D-A-Ds festivaloptrædener til - blot med brødrene Binzers to guitarer, en særdeles veloplagt trommeslager i Laust Sonne og Stig Pedersen, der havde hele sit velkendte arsenaler af bas-guitarer med: Torpedoen, den gennemsigtige, ko-kraniet med lysende røde øjne og den omvendte med el-bas med krop som hoved og hoved som krop.

Skørt er det, og armbevægelserne var store i Max, men D-A-D leverede en helstøbt koncert med alle de slidstærke numre fra de 30 års udvikling, der begyndte med halmballe-humor og westernguitar og senere gled over i ikonisk heavy-rock. Et stort nostalgisk flashback med masser af glimt i øjnene. D-A-D er og bliver en del af underholdningsbranchen.