Det er ikke så tit, at en trommeslager er kapelmester og skriver musikken til et jazzorkester. Det sker - men som oftest har trommeslagere det bedst med at hægte sig på, lægge en bund og følge de melodibærende instrumenter. »Sidemen« bliver de kaldt i jazzen. Nordmanden Snorre Kirk er en undtagelse. Han kan komponere og arrangere - både til det solistiske og til den mere ensembleorienterede afdeling. Pudsigt nok meget nedtonet og med en blue stemning. Man skulle ikke tro, at det er en trommeslager, der står bag musikken.

Da Snorre Kirk og hans sekstet stod på scenen i Flensborg, var det 100 procent akustisk. Ingen mikrofoner, ingen lydfolk bagest i salen. Kun den pure lyd, som den kom ud af messing, tangenter, træ og skind.

Med sig havde han den blot 17-årige altsaxofonist Oilly Wallace, der trods sin unge alder allerede er ved at skabe sig et navn på den danske jazzscene med sin bemærkelsesværdige beherskelse af instrumentet og sin bepop-inspirerede tilgang til jazzen. Der var tenorsaxofonisten Jan Harbeck, der er kendt fra utallige andre danske jazz-sammenhænge. Der var Tobias Wiklund på trompet, Magnus Hjorth på piano og Lasse Mørck på gulvbas. Og musikken stammede primært fra debutalbummet, Blues Modernism, der udkom for to år siden.

Let tilgængeligt
Der blev aflagt stemningsrapport fra Nordafrika med ethno-nummeret ”Maghreb” og præsenteret iørefaldende og let tilgængelige temaer fra det let franske med ”Riviera” og ”Coco” - simpelt uden at være for simpelt.

Begge sæt var baseret på old school jazz, men med en helt egen sound, der blev blødt op med uortodokse features - for eksempel bluegrass på en gulvbas spillet med bue og trommesoli med viskere som om vi skulle skovtur med et damplokomotiv. Blandt Snorre Kirks solide egenkompositioner dukkede der nogle interessante eksterne indslag op - ikke standarder nej, men for eksempel en kort, træfsikker komposition af Juan Tizol, der spillede i Duke Ellingtons orkester (Tizol er mest kendt for standarden Caravan). Af en eller anden mærkelig grund findes der kun én indspilning af Juan Tizols Zanzibar: Hans egen fra 1950erne. Ingen har rørt nummeret siden.

Det snuppede Snorre Kirk Sextet så - og man kunne undre sig over, hvorfor dette herlige og fyndige nummer er så uberørt.

Utilsigtet virkning
Der er en balance, der skal holdes, når seks mand går på scenen sammen, men Snorre Kirk (der er eksilnordmand i Danmark) havde godt styr på sit orkester.

Teknisk var der sørme ikke meget at komme efter her. Det hele var bare super lækkert og original musik fra bunden. Men de beroligende toner og det langsomme tempo kunne godt have en utilsigtet virkning sådan en fredag aften, hvor man kører på de sidste reserver efter en lang og mørk vinter.