- I skal ikke holde jer tilbage. I må gerne danse med, sagde Louise Ring Vangsgaard med sin violin under hagen. Og den blev der grinet ad. For hvor var der plads til at danse?

Knap 100 mennesker mødte op til koncerten med Tradish på den danske skole i Handewitt ved Flensborg. Selv arrangørerne - som ellers altid håber på det bedste - var forbløffet.

Publikum virkede dog ganske målbevidst. Folk vidste, hvad de var kommet efter: God traditionel irsk musik. Og denne lørdag aften i Handewitt blev også en lille udgave af Tønder Festival med masser af fiddle, jigs, reels og sange om skæve typer, der elsker og drikker og danser. Bandnavnet Tradish er ikke blot en sammenskrivning af »traditional irish«, men har også endelsen »-ish« i sig. Det vil sige, at noget er »-agtigt«, og ind imellem blev det da også balkan-agtigt. Til min smag kunne Tradish sagtens strø lidt mere sigøjnermusik i hovedretten.

Med al respekt for det vanskelige musikalske håndværk ved den irske folk-musik (der har overlevet al poppen og mainstreamen), så kan der efter et sæt godt gå en smule tomgang i det irske. Man kommer let ind i en musikalsk trance.

Men håndværket - det kan de tre musikere i Tradish: John Pilkington på guitar og bouzouiki - og lejlighedsvis også aktiv med stepskoene - Louise Ring Vangsgaard på violin og bratsch samt Brian Woetmann på percussion og bodhrán (udtales bowran) - den særlige irske rammetromme, der anslås med den ene hånd, en stik eller et blad.

På indersiden af bodhrán-trommen sættes den anden hånd med forskellig fladestørrelse på gedeskindet for at variere stemmelejet. Trommen er fascinerende både at lytte til og se på, når den er i hænderne på en prof, og det er den med Brian Woetmann.

Alle tre bidrager med vokalsang. Brian Woetmann mest i balladerne. John Pilkington og Louise Ring Vangsgaard i up tempo-numrene fyldt med fest og ballade. På vokalsiden er det »bestået« - men heller ikke mere.

Den irske stuvning holder
Mens mange andre typer folkemusik er bukket under for mainstreamen i det 20. århundrede, har den irske musik holdt sig og endda leveret gødning til andre genrer, især til rocken og den amerikanske folk-musik. Ikke kun fordi Irland - og specielt den vestlige del af Irland - i mange år forblev traditionelt landbrugsland. Men - og det overses ofte - også fordi, millioner af emigranter tog den irske kultur med til blandt andet USA, Canada og Australien og fornyede den i de nye lande - langt væk fra det traditionelle hjemland.

Koncerten bød på flere rejser. For eksempel åbningsnummeret ”Wild Colonial Boy”, der handler om en ustyrlig irer, der bliver sendt til Australien, så han kan opføre sig lidt bedre down under. Hvilket han naturligvis ikke gør.

”Rocky Road to Dublin” var en en fin sang med bodhrán om en vej, der i virkeligheden ikke længere er stenet, men i dag en firesporet motorvej. I ”The Floating Flood” sejlede det hele med nogle guitar-riffs fra John Pilkingtons hånd. Der kom bouzouki på banen - moderne irsk import fra Makedonien - og i ”Johnny Is a Musician” fik Tradish hele salen til at klappe med og slå takten med sålerne.

Stående bifald
Tempoet blev sat ned med en 300 år gammel sang om en 18-årig pige, der var ligefrem for sin tid - med Louise Ring Vangsgaards indfølte vokal og et dæmpet concertina-akkompagnement.

Anden afdeling bød blandt andet på et Galway Set dedikeret til venner, der bare lige skulle et smut til Irland for at snuse til musikken - men som er derovre endnu. Og det bød på et par indslag på bratsch som i ”Roxy Knows”. Der var stående bifald efter to ekstra numre - oven på et afslutningssæt med tre traditionals. Det var som om om, man var til Tønder Festival.