Bo Stief kan tage til gadefest med Pia Kjærsgaard. Denne, en af Danmarks fornemme jazzbassister, bor på Kærmindevej i Gentofte, hvor Dansk Folkepartis tidligere first lady også residerer. Han på matriklen nummer 11, hun i nummer 31.

Det var en af de mange nyttige og unyttige oplysninger, Bo Stief afleverede mellem numrene, da han sammen med sit Dream Team gav koncert i Flensborghus.

Oplysningen kom efter, at ghaneseren Ayi Solomon havde demonstreret sine fantastiske evner som percussionist: Den sjældne kunst både at kunne akkompagnere og fortælle egne historier på en og samme gang uden at stjæle opmærksomheden.

- Det er dejligt, at der findes sådanne mennesker på Nørrebro. Når jeg kigger på Solomon, så smiler han altid, og han vil gerne lege, sagde Bo Stief.

Og der leget blev under koncerten i Flensborghus, hvor svenskeren Krister Jonasson var med som tredjemand på guitar. Salen var propfyldt med et veloplagt publikum.

Referencer til Brecht og Bach
I nummeret ”Hest” spillede trioen temaet fra Bertolt Brechts ”Laser og pjalter” (Dreigroschenoper).?En bas-hilsen til afdøde Niels-Henning Ørsted Pedersen var arrangeret med små Bach-citater. I den anden og mere funky afdeling fik vi et afdæmpet guitar-ridt, der kunne lede tankerne hen på den afdøde svensker Esbjörn Svensson. Og Ayi Solomon blev sluppet løs på alle sine fantastiske trommer og ting og sager, han kan slå på.

I allemandsland
Ingen genre er Bo Stief fremmed, og ud over at være en fremragende kontrabassist behersker han også den elektriske bas - for det meste en gammel Fender - suverænt. Det var som om han havde fundet sin anden ungdom, da han spillede for det grå guld i Flensborghus.

Stief har stedse befundet sig i allemandsland og pendlet frem og tilbage over de musikalske grænser. Han tidligere stået med ryggen til publikum og spillet jazz, som kun de færreste forstod, men han må have taget ved lære af Dexter Gordon, som Stief - det til trods at Gordon var saxofonist - omtalte med beundring i stemmen:

- Dexter Gordon kunne spille jazz, så damerne blev siddende. Jeg har spillet rigtig megen jazz, der fik damerne til at gå, konstaterede han nøgternt. Meningen med det smukke arrangement af ”Bésame mucho” - aftenens sidste nummer - var dog, at vi skulle gå og sige tak for i aften.

Hvad kan man få ud af denne kendte, men ikke slidte sang skrevet af den mexicanske koncertpianist Consuelo Velázquez?

»Mange kys«, sikkert - som nummeret lægger op til (selv om komponisten hævdede aldrig at have prøvet at kysse, da hun skrev sangen). Men man kan også få en drømmende jazzsang med en stille puls.

Det blev en koncert med den rette blanding af raffinement og råstyrke. Også takket være svenske Krister Jonassons kreative og ekspressive guitarspil, der var totalt frigjort for klichéer. Som kapelmester Stief sagde, da han så den fyldte sal:

- Det kilder rigtig dejligt, når I er så mange!

Godt at de alle tre åbenlyst lider så meget af kildesyge.