Fessor har han heddet lige siden sin skoletid i 1940erne, da han gik med briller. Siden har øgenavnet været lig med en af de mest markante skikkelser på den danske jazzscene med en original blanding af traditionel New Orleans-jazz, swing og rhythm'n'blues.

For ti år siden trak han så stikkene ud til et af Danmarks bedste musikalske foretagender, allroundorkestret Fessors Big City Band: I godt 35 år havde bandet kørt land og rige og Europa rundt og underholdt med tidløs og swingende jazzmusik. Men flere jazzmusikere har det ligesom rygere og slankekurs-kandidater. Det bliver ved snakken. Det kan bare ikke lade være.

Ole Lindgren - for det er det, Fessor i virkeligheden hedder, når der kommer rudekuverter til ham - turnerer nu rundt med et nyt orkester: Fessor And His Jazzkings.

Kapelmesteren og trombonespilleren, der har turneret meget i Tyskland, kom med et nyt og sammenbragt hold til Schleswiger Jazzherbst. Fessor And His Jazzkings var det danske mindretals bidrag til festen, der står på over fire uger.

Flydende klar lyd
Holdopstillingen var følgende: Morten Ærø på trommer, Jens Sølund på bas, Henrik Voldbjerg på trompet, Jakob Dinesen på saxofon, Marko Martinovic på piano og australske Chris Tanner på klarinet.Og der blev spillet offensivt lige fra begyndelsen: ”I Want To Be Happy”, som rytmegruppen og klarinetten lagde ud med, og allerede her lod Chris Tanner høre, at han kunne noget med klarinetten med en flydende klar lyd og ekstatiske farver i det høje register. Med en sådan energi, at han er ved at få Louis Armstrong-kinder, når han blæser. Og så var det, at Fessor fik gode ideer: - Tag fat i G-strengen, Jens! Råbte kapelmesteren til Sølund, der tog imod ordren med glæde: Han fik pulsen til at stige med et lille solo-ridt i ”Trumpet In Mind”, hvor klarinettisten lod høre, at han også kan synge.

Eminente fortolkninger
Nu var stemningen helt i top i Slesvighus. I hawaiiskjorte og med en tweed-hat som Ole Ernsts politimand i Olsen Bandet gav Morten Ærø en hurtig og let introduktion til et Fats Waller/Benny Cartner-nummer - og på et tidspunkt satte han fodsålen på tom-tom-trommen for at dæmpe lyden. Der var hele koncerten igennem fine solistiske indslag og eminente fortolkninger af ”I'm Coming Virginia”, ”You Come Back Some Cold Rainy Day” og ”Big Butter and Egg Mann”, Armstrong-standarden om den rejsende forretningsmand, der spenderer (alt for) mange penge i natklubber.

Fessor And His Jazzkings forener på ukonventionel vis det seriøse og det uhøjtidelige. Der var varme, veklang og elegance.

Fessor lod dog ikke sin trombone høre særlig meget ved denne koncert. Langt henne i andet sæt lod han forstå hvorfor: - Jeg har haft en ansigtslammelse, som jeg går og blærer mig med…

Og så var temaet lagt: Blues Stay Away From Me. Farvel og tak:

- Hvis vi ikke skulle ses mere, så må I have et rigtigt godt liv, sagde den 75-årige traditionsbærer til publikum.