Den færøske sangerinde Eivør har på sine seneste udgivelser bevæget sig fra det sarte om ikke til det hårdtpumpede, så til et mix af det bløde med den kraftfulde stemme og et til tider dominerende elektronisk baggrundstæppe. Sidste år udsendte hun albummet Room, der var præget af hendes fars pludselige død.

Hun kommer oftest ind på en scene med bare tæer, en bred korngul hårpragt, hvid kjole og flagrende arme. Eivørs kendemærke er en særlige stemme. En høj sopran, som færingen ofte lader flyve over akkompagnementet, uden ord. Det virker som et instrument. Stemme går hånd i hånd med den folkagtige stil, og hendes egne sange er tydeligvis skrevet og arrangeret omkring hendes stemme.

Akkompagnementet kan være countryagtigt eller rimelig rocket, men over det hele svæver Eivørs lange toner, og lægger sig som en melankolsk dyne, der giver en lidt for ens feeling til alle sangene.

Ved denne koncert sang hun sopran på både engelsk og færøsk (blandt sidstnævnte var ”Nú Brenner Tú I Mær”) med kraftfuldt akkompagnement af Mikael Blak på både strenge og tangenter. Men også med elektroniske virkemidler, der godt kunne have været dæmpet lidt, uden at der var gået noget af helhedsbilledet.

Sammen med sin faste assistent, Mikael Blak, som hun har arbejdet sammen med gennem mange år, præsenterede hun numre fra sit nye album, Room, blandet med ældre sange. De to formåede at skabe lyd som fra et seks-mands band, til dels takket være Blaks 1980er-agtige synthesizer, der kunne det hele, fra klokkespil til strings. Men Eivør kom også selv godt omkring på forskellige instrumenter, foruden guitarer af enhver slags benyttede hun sig af en stor bodhran-agtig tromme til flere af numrene og gik heller ikke af vejen for en gang beatbox.

Har potentiale til mere
Det store stemmepotentiale kunne udnyttes endnu mere, for eksempel ved en mere varieret og hurtigere melodik. Vi fik en lille smagsprøve i sangen ”Boxes” om flyttekasserne, der var både humoristisk og havde nogle dejlige, lette spring i melodien, hvor hun flirtede lidt med noget koleratur-agtigt.

Eivør har sin egen stil i det brede folk landskab. Og det melankolske strejf hører jo hjemme i den nordiske folkemusik. Derfor er hun også bedst på sit modersmål, det færøske sprog, der har både hårde og bløde klange, og fører os til et ekko-landskab mellem hav og klipper. I modsætning til sin landsmand Annika Hoydal, der oftest synger med fuld kraft, bruger Eivør sin højde med omtanke og doserer klangen fint. Tankerne går tilbage til halvfjerdserne, hvor den engelske popsanger Kate Bush krydrede pop og rockballader med en høj, tynd sopran.

Dog har hun også en særlig kærlighed til det svenske, som passer godt til hendes viseagtige traditionsstil. Ind imellem er der også countryelementer i hendes fantastiske sirenesang. Hun havde også et par numre inden for mainstream-poppen, men den bør hun efter min mening ikke spilde sin tid på - heller ikke for at behage publikum. Eivørs sopran er et instrument i sig selv, og hun bevæger sig i hele registret, så hun aldrig bliver monoton. Tværtimod får hun en uendelig dybde frem af middelalderstemning og noget lønligt nordisk.

Netop når hun synger på sit modersmål, lader hun sig rive med og står der som en blond vølv - som en smuk udgave af Ronja Røverdatter med en lys og vilter hårpragt.