Når der ikke er så meget nyt under solen, hvorfor så ikke tage noget gammelt skidt frem, gammel skidt, der dur vel at mærke?

Mange af de unge bands, der er vokset frem af folkemusiklinjen på Det fynske Musikkonservatorium i Odense har gravet flere hundrede år gamle danske folkesange frem fra støvet - bogstaveligt talt. For stort set ingen folkemusikere har indtil for får år siden gidet at spille musikken - bortset fra nogle steder i Jylland, hvor sangene er gået i arv fra generation til generation i spilemandsfamilier.

Phønix er et af de bands, der har sparket liv i gammel dansk folkemusik og det med et noget utraditionel besætning, der giver orkestret en helt særlig lyd. Lydmæssigt skiller Phønix sig ud fra den store folkemusikmængde på grund af basklarinettisten Anja Præst Mikkelsen. Blæseinstrumentet giver numrene en helt særlig stemning. Dertil kommer, at hun flere gange veksler til den almindelige klarinet og gentager det samme tema, så man hører forskellen mellem tempoet i de to instrumenter. Hvor klarinetten fiser af sted med sirlig melodik, virker basklarinetten som en elefant - men en charmerende elefant, der banker noget dybde ind i sangene.

Phønix holder sig også fra strengeinstrumenter ved ellers kun at bruge akkordeon og slagtøj, og især i de instrumentale numre giver det nogle herligt swingende passager.

Jeg har efterhånden oplevet en 10-12 koncerter med Phønix, og publikum har altid været sympatisk indstillet over for orkestret lige fra begyndelsen. Og sådan har musik det med at gå i selvsving. Phønix befordrer publikum, og publikum befordrer Phønix. Smil til verden, og den smiler til dig. Således også ved denne koncert i Vanderup ved Flensborg.

Også teksterne i den 200 år gamle musik lever videre dag. For eksempel i sangen ”Fantegutten” om en mand, der binder en kvinde ind, at han ejer det hele kongerige, har penge på kontoen og en halv snes heste i laden. Derefter snupper han hendes mødom, og næste morgen smider han masken: »Jeg har slet intet slot. Aldrig har jeg slidt en skjorte, der var min. Af lus og lopper er min krukke fyldt«.

I dag ville det hedde et one-night-stand, og Take That og ligesindende ville synge: »Oh yeah, I'm Gonna Take You tonight«.

Koncerten bød på sprudlende dansemusik - fra vals til polka. Ind imellem gik der meget faldera i omkvædene, men musikken bliver varieret med den Balkan-agtige klang, en klarinet spreder.

Godt nok stammer Phønix' numre fra det, man kalder den danske viseskat (det lyder næsten som at tale om lurpakket smør), men melodierne er fortrinsvis deres egne og bæres af sted i farverige arrangementer og en pulserende rytme, og her sørger trommeslageren Jesper Falch for gang i løjerne. Selv en trækasse kan have få til at lyde som et lyst klingende slagtøj. Den varme akkordeonlyd frembringes af Jesper Vinther Petersen. dette instrument er i sig selv herligt umoderne.

Phønix har af en grund, det er vanskeligt at gøre sig klog på, ikke den store bevågenhed i medierne - flere Danish Music Awards til trods. Det tætteste, orkestret kommer på et hit er ”Ulv, ræv og hare”, der p.t. har været vist 52.000 gange på YouTube. En stærk gammel traditionel melodi, der går for at være dansk, men som også kendes andre steder i Europa.

Sangerinden Karen Mose spreder en positiv energi, når hun for eksempel får publikum til at hoppe med på den improviserede rimesang ”Allemand”. Ved denne koncert så hun dog noget forkølet ud til sidst og måtte sige pænt nej til at give et tredje ekstra nummer for at spare stemmen til dagen derpå. Men da havde publikum allerede fået en fin fest. Det er svært andet end at blive varm indvendig, når man lytter til Phønix. I øvrigt appellerer orkestret også til børn. Dem kan man sagtens tage med til en Phønix-koncert.