Der er ikke mange mandlige vokaler på den danske jazzscene. Her har kvinderne sat sig på det meste. En af de få solide croonere, der findes, er den blot 32-årige Mads Mathias, og det var et tilfælde, at det overhovedet skulle komme så vidt.

Som 17-årig kom Mads Mathias ud for en trafikulykke, hvor han fik sin ene hånd mast og mistede spidserne på tre fingre. På det tidspunkt var han allerede en talentfuld saxofonist på vej fremad. Men ulykken satte en stopper for drømmene - i første omgang.

Mads Mathias begyndte i stedet for at synge, og efter intensiv genoptræning stod han i den unikke situation både at kunne synge og spille sax. Tre fingre fattigere - men en stemme rigere.

Tilbagelænet crooner
Nu var han igen på scenen i Flensborghus - et år efter at han stod her med Six City Stompers. Denne gang som vokalsolist med sit eget orkester på ni mand. På højre fløj en solid blæsergruppe bestående af Bjørn Ringkøbing og Mårten Lundgren på trompet, Michael Blicher på tenorsaxofon, Jan Harbeck på barytonsaxofon og Peter Jensen på basun - sidstnævnte som en garvet arrangør af alle orkestrets numre.

I rytmegruppen huserer Regin Fuhlendorf på guitar, Morten Ankarfeldt på kontrabas, Peter Rosendal på piano og Andreas Svendsen på trommer - sidstnævnte nydelig som en ung konfirmand, men med et trommespil som en veteran. I øvrigt med for første gang i stedet for Morten Ærø.

Free Falling hedder Mads Mathias’ swingende album, som han stilfuldt delte numre ud af. Free Falling indbragte ham i 2012 en Danish Music Awards som »Årets nye navn« Let og ubesværet gik det med kærlighedssange. Mads Mathias magter den tilbagelænede crooner- og swingerstil. Han er en ferm sangskriver og leverer gode melodier til arrangørens højreben, og så har han en ualmindelig god fornemmelse for samspillet mellem vokal og blæsere - måske fordi kan selv både er sanger og saxofonist.

Store ambitioner
Det var to stort anlagte sæt, Mads Mathias og orkestret mødte med, og man sad og var lidt spændt på, om det kunne holde til godt to timer - og det kunne det. Mads Mathias har en original og luftig stemme og er sikker i både intonation og frasering. Han kræser måske lige lovligt for crooningen, men det bliver ikke for meget at lytte til, for han varierer hele tiden sit udtryk.

Hele akkompagnementet var i Flensborghus fremragende med en let og luftig klang. Stilsikkert og en fornøjelse at lytte til med mange detaljer og dybde. Det meste af koncerten blev der kørt igennem med den store konstellation - enkelte steder som i balladen ”Trust Me I’m Sure” stod blæserne af. Det drejede sig om kærlighed temmelig meget af det, der blev sunget om - ikke uden humor i titlerne,?Som for eksempel ”Smoking Gun”, der er et stykke lyrik om det, kvinder kan få mænd til at gøre - og det er naturligvis noget, de ellers normalt ikke ville gøre. Eller den flot arrangerede ”Fool For Love”, en jazzet og engelsksproget videredigtning af Otto Brandenburgs ”Alle sømænd er glade for piger”.

Alt sammen meget ambitiøst - i en tid, hvor pladeselskaberne ikke altid er så modige. Som Mads Mathias selv har sagt det rammende på jazzblog.dk. Hvorfor give sig i kast med noget så kompromisløst: »Man skal være enten stinkende rig, ekstremt naiv eller tåbelig dumdristig. Jeg er desværre ikke det første, men snarere to tredjedele de to sidste og en tredjedel brændt varm på musik«.

Det er modigt af Mads Mathias at lade sig falde så frit - men sikkerhedsnettet sørger han nu også selv for.