Når karakterskalen bruges til det yderste, kan der let gå inflation i den. Men det er svært at være sur, når man skal skrive om den amerikanske mestersaxofonist Jerry Bergonzi - specielt, når han er i selskab med den danske pianist Carl Winther. De bliver i deres kvartet fulgt til dørs af den finske bassist Johnny Åman og trommeslageren Anders Mogens, der sit gennemsnitlige danske navn til trods faktisk er en af de aller ypperste med stikkerne i kongeriget.

Carl Vinther er i øvrigt søn af en af dansk jazzmusiks sværvægtere, trompetisten og komponisten Jens Winther, der for et par år siden døde i en alt for tidlig alder af 50 år.

Skabte et godt groove
Kvartetten udsendte i juni 2013 albummet Tetragonz og er allerede på vej med det næste, som efter planen skal udkomme i 2014. I januar 2014 går de fire musikere i studiet for at indspille pladen.

Det var dette udøbte og uindspillede album, der blev spillet numre fra i Flensborghus. Med et enkelt ekstra stykke i ærmet blev det til en koncert på blot to timer, der til gengæld var fyldt med ekstrakt. Nu nytter det ikke altid at sætte fire kanondygtige musikere sammen, hvis de kommer til at konkurrere alt for meget om opmærksomheden. Det er lidt ligesom at hælde for mange krydderier i en ret. Den ene kan let skygge for den anden.

Det gælder måske især, når pianisten og bassisten skal finde hinanden. Johnny Åman viste sig i den grad som en holdspiller, der satte en dyd i at skabe et godt groove for de andre. Carl Winther tog rollen som en opfindsom igangsætter og gav kvartetten springbræt for fine udflugter. Og Anders Mogens spillede insisterende på trommer uden at blive for insisterende.

Skarpe temaer
Men frem for alt er Jerry Bergonzi bare en fantastisk dygtig saxofonist - en af John Coltranes musikalske arvinger, der har spillet med blandt andre Miles Davis. Han var særdeles skarp i sine temaer og havde en fascinerende nonchalant holdning til beatet. Hans rytmiske figurer kunne gå hvilken vej, det skulle være - men alligevel holdt han sig generelt inden for harmonierne.

Bergonzi, der stammer fra Boston, har en brillant instrumental teknik og må virke som et stort forbilede på andre jazz-musikere med hans melodiske sprog. Han er i øvrigt aen af den slags, der bevidst har placeret sig uden for jazzens toneangivende scener og pladeselskaber. Han har og har haft evner og muligheder til en langt større kommerciel succes, men har mest rejst rundt i Europa som solist og samarbejdet med blandt andet DR Big Band.

Renset for fraser
De improviserede forløb var præget af en høj dynamik, men der var hele tiden variation. Det dejligt urolige trommespil gjorde, at man som tilhører hele tiden sad og ventede på, at musikken kunne eksplodere. Det hele - især saxofonspilet - var herligt renset for fraser og dermed fascinerende uforudsigeligt som i numrene ”Stretch” og ”Is it so?” i første sæt. Alle numre var i øvrigt fra Jerry Bergonzis hånd - i andet sæt ”Separated” og ”Little Bob Bluebird”.

Det blev en aften på tværs af generationerne - Bergonzi kunne være far til de tre andre. Men aldersforskel er i jazz sjældent nogen hindring.