Jesper Lundgaard er ikke Elvis. Der var der ikke andre end Elvis, der var. Men Lundgaard gør heller ikke noget for at ligne Elvis. Kopi-orkestrenes side synes at være forbi. Og det er måske godt nok.

Jesper Lundgaards show eller koncert (det kan rubriceres som begge dele), Elvis - en mand og hans musik, er både Elvis og Jesper Lundgaard: Med Hammond-orgel, rød Leslie-forstærker, guitar, gulvbas og trommer. Jesper Lundgaard har en lang løbebane inden for musical - og han har en stemme, der sagtens kan svinge sig op i de højder, der kræves for at kunne følge med The King.

Da Jesper Lundgaard entrerede scenen i Slesvighus, gik han til biddet med en god portion selvsikkerhed og en humor, der faldt i publikums smag. Og udfordringen stiller enhver sig selv, der giver sig i kast med Elvis: Han ved, at der kan scores point på den kollektive reference, som Elvis er. Men han ved også, at der er forventninger at leve op til.

Dem indfriede Jesper Lundgaard hurtigt i Slesvighus, da han begyndte at berette om lastbilchaufføren fra Tennessee, der egentlig blot ville optage en sang til sin mor i julegave, men som blev opdaget af den rette mand på det rette tidspunkt - og af en mand, der både vidste noget om musik og om penge. Ydmygheden kan have trange kår. Elvis var troende og spurgte stedse Gud om, hvorfor det mon lige var ham, der blev begavet med en sådan stemme - og alt det andet han viste sig at være begavet med.

Mellem sangene (godt det ikke var mig, der skule vælge dem ud...) fortalte Jesper Lundgaard små beretninger fra Elvis' liv. Ikke uden en snert af ironi eller kritisk distance. Selv om nogle afsnit i Elvis' liv også ligger lige til højrebenet, hvor man kan kommentere uden at fornærme selv de største hardcore-fans.

- Nogle af de film, som Elvis medvirkede i, var gode. Men de fleste, ja... de ville aldrig have fået kulturstøtte, kommenterede Jesper Lundgaard - og undrede sig over, hvordan Elvis magtede at stryge en dejlig kvinde sart på kinden, mens han fyrede ”Follow That Dream” af. Helt forkert var det.

Store bifald
Lundgaard synger ikke som Elvis, og det er heller ikke meningen. Men identifikationen fik han frem i det danske kulturhus i Slesvig. Der gik ikke mange minutter, før han fik damer og sågar også herrer til at vrikke med lemmerne. Aftenskolekurset »Trin du ikke kendte, før du lavede dem« så ud til at have virket.

Elvis befandt sig til til der i en lomme rent musikalsk, men noget af det, der lå ham nærmest, var gospel - den tradition, han voksede op i. I den afdeling fik vi blandt andet det nummer, der indbragte Elvis den eneste Grammy Award, ”Peace In The Valley”, smukt og indfølt sunget og den noget hurtigere ”Swing Down Sweet Chariot”. Ekstra store bifald høstede blandt andet ”Don't Be Cruel”, der var det nummer, der lå længst på den amerikanske hitliste (selv om de fleste i bakspejlet vil sige: »Nå,var det bare den?«) og Elvis' cover-version af ”Bridge Over Troubled Water”, som Elvis tog til sig i et Las Vegas-show.

»I guess that’s the way it should have been done«, skal Paul Simon have sagt. Og Jesper Lund­gaard har med al sin musical-erfaring stemme til sangen.

Ingen bliver vel snydt i Jesper Lundgaards veloplagte, men også ordinære forestilling. Han kommer ingen steder i Danmark uden at synge ”Return to Sender”, der bliver svøbt ind i et medley. Af en eller anden grund, som vel kun Jørgen de Mylius kan forklare, er det blevet danskernes Elvis-sang nummer ét.

Jesper Lundgaard er bestemt ikke uden evner, når han synger ”I Got A Woman”, som Ray Charles sang den - og sekundet efter fortsætter i Elvis' formidable up tempo. Det er don't tell it - show it: Lundgaard demonstrerer her, hvorfor Elvis var gudbenådet.