På YouTube ligger en herlig video, hvor Povl Dissing sidder på en losseplads med guitaristerne Peter Thorup og Benny Holst og knapper et par grønne op og vræler, at han er den Grimmeste mand i byen:


Jeg har prøvet med langt hår,
jeg har også ladet mig plysse,
men damerne lader til at tro at jeg er bøsse!
De vil måske det frække,
men de vil ikke kysse,
den grimmeste mand i byen.

Det var en sang, som sangskriveren Thøger Olesen stak Povl Dissing i hånden og sagde, han skulle synge. Dissing så ikke hvad den handlede om, blev taget å det ene ben, fordi han var mere bange for, hvad Thøger Olsen mon havde i den anden hånd.

På videoen fra omkring 1970 syner Dissing sangen som om, det var sidste gang, han skulle synge den. Hele sjælen og alle indvoldene er tæt på at komme med ud sammen med den desperate stemmeføring. Der var knald på den - dengang.

Povl Dissing sad og sang den endnu engang i Flensborghus. I selskab med sønnerne Rasmus og Jonas Dissing og Las Nissen var der mere grøde og desperation i instrumenterne end der var i stemmen. Men det ville også være unfair at sammenligne en 75-årig mand med noget, han begik med sin ungdommelige kraft. Vi tager vel allerhøjst til Povl Dissing-koncert for at blive mindet om noget, der engang var - og mens han stadig har lysten og viljen til at synge og spille live. Denne koncert blev holdt som en afslappet afslapning på den grænseoverskridende litteraturfestival Litteraturfest.nu, der 13.-21. september 2013 fandt sted på dansk og tyske biblioteker i Sønderjylland og Slesvig-Holsten.

Op i galgen - igen...
Inden for blues, visesang og jazzmusik er alder dog sjældent noget argument for gå på pension, og Povl Dissing kan stadig holden gående i selskab med den yngre generation.

Og så kommer vi til den sang, Thøger Olesen havde i den anden hånd, og som Povl Dissing frygtede endnu mere - en sang, der gik hen og blev en endnu større plage, som man jo kalder en sang, der får fat i et helt land.

- Denne her må du sgu synge. Jeg kan ikke holde den ud - det er kun dig, der kan synge den, sagde Thøger Olesen til Povl Dissing.

Og det havde Olesen fuldstændig ret i. Dissing er nok ikke masochist, men han har en fascinerende evne til at synge om noget endog ganske uhyggeligt, så det bliver morsomt - måske endda tankevækkende.

»Jeg har kun 25 minutter endnu!!!«, begyndte Dissing at skrige i Flensborghus. Med masser af rutine i at være blevet hængt i galgen.

Povl Dissing har det også svært. Han kan ikke stille op til en koncert uden at dele ud af minimum en håndfuld af de gamle. I Flensborghus blev det blandt andet til ”Svantes lykkelige dag”, ”Anemonesmil” og en inderlig fortolkning af ”Jens Vejmand”. Og svært bliver det, når han også er nødt til at give plads til sønnerne. Der er helt sikkert ikke noget, han hellere gerne vil - men alt sammen skal afvejes mod publikums forventninger.

Nyt mainstream-album
Sønnerne Rasmus og Jonas er begyndt at ligne faren op ad dage - også den måde ordene kommer ud af munden på har det særlige dissingske præg. Men de er ikke begavet med at have haft leverandører af samme skuffe som Thøger Olesen eller Benny Andersen og de har heller ikke farmands særprægede og magiske fraseringer. For få år siden udsendte Rasmus og Jonas Dissing deres tredje album uden far, Kig op, med lidt mindre melankoli end deres forrige album, »Balladen med Bartof«. Igen med Las Nissens guitar som taktsætter.

Den serverede de flere numre fra under koncerten i Flensborghus, deriblandt et af de bedre med ”Sug ind pust ud”, der dog også tydeligvis er skåret efter radioens læst. Det er ren mainstream med en understrøm af pop. Til gengæld kan farmand godt være stolt af den måde, de bakker ham op instrumentalt.