Mads Vinding Trio
Flensborghus 22.08.2013
Anmeldt 26/8 2013, 21:48 af Hans Christian Davidsen
Tre mestre på scenen
Tre mestre på scenen
« TilbageMads Vinding er en tolerant mand. Men han gider ikke at spille sammen med umusikalske musikere, har han engang sagt. Han får ondt i ryggen af dem.
Vinding er mest til den klassiske triomodel med klaver, bas og trommer og vælger at spille sammen med musikere, der kan gribe ideerne i luften og sende dem retur. Sådanne to er den franskfødte amerikanske pianist Jean-Michael Pilc og den dansk-amerikanske trommeslager Marilyn Mazur. Begge har sans for den lille detalje, akkorden eller den rytmiske figur, som rammer det helt rigtige sekund og får musikken til at flytte sig.
Der er udsolgt, når FCK eller Brøndby er på besøg. Og sådan var det også, da tre topprofessionelle jazzmusikere sad på scenen i Flensborghus i godt et par timer.
De, der ikke var mødt op tidligt nok, måtte sætte sig med deres bagdel på gulvet. Salen var fyldt. Der kunne måske godt have været presset en eller to flere ind, men så havde der næppe været ret megen ilt tilbage.
50 års erfaring
Kapelmester Mads Vinding er lig med 50 års erfaring, og han har været ude i alle hjørner af jazzmusikken. Nogle oplysninger i arkivet siger 600, andre siger 700 - altså pladeudgivelser, som han har medvirket på.
Han har spillet sammen med internationale jazzlegender som Wayne Shorter,?Stan Getz, Dexter Gordon, Ben Webster, Benny Goodmann og Herbie Hancock og var i mange år fast medlem af Radioens Big Band. Og så er han selvlært. En far, der havde lidt begreb om musikken, hjalp ham på vej, men ellers har han lært at spille ved at lytte.
Marilyn Mazur er Danmarks dronning på percussion og også et af dansk jazzmusiks internationale navne. Hun møder altid op med et arsenal af trommer, bækkener, bjælder, klokker og ting og sager, der kan slås på. Og der er ikke en ting for meget. Hun bruger dem alle sammen til sine fantasirejser og energiudladninger. Og hendes univers er originalt og udfordrende. Kun få kan gøre hende det efter.
Overlegen isntrumentbehandling
Jean-Michel Pilc er knap så kendt på den danske jazzscene. Han har turneret lidt med Benjamin Koppel og også medvirket på Mads Vinding Trios cd, Open Minds, hvor trommeslageren er amerikanske Billy Hart og ikke Marilyn Mazur.
I?Flensborghus overbeviste han med intenst og meget inspirerende klaverspil over for sine to kolleger.
Koncerten var præget af overlegen instrumentbehandling. Mads Vinding har en fascinerende evne til at give få toner megen vægt, og dette hoppede Pilc og Mazur med på. Det blev fra scenen fortalt, at de to sæt fortrinsvis var numre fra »Open Minds«. Men to sæt var også to stykker sammenhængende musik. Der blev ikke holdt pause. Numrene gled over i hinanden uden, at man ænsede det. Her og der dukkede kendte stykker musik op for at fade ud og forsvinde igen:?Here Comes The Sun.... og så gik den ned igen.
Det var kompleks jazz, som dog åbnede for store øjeblikke af improvisation. Forførende og til tider hidsigt. Og spillet med så stor en rutine og sikkerhed, at man som lytter blot følte sig fantastisk ydmyg.
Og så var det i øvrigt første gang, at denne konstellation gav koncert.