Mads Langer
Flensborghus 24.08.2013
Anmeldt 26/8 2013, 21:47 af Hans Christian Davidsen
Mads Langer som symbol på fornyelse
Mads Langer som symbol på fornyelse
« TilbageEfter gymnasiet gjorde Mads Langer noget, som de fleste sikkert vil betegne som værende vanvittigt. Ikke noget med at lytte til regeringen eller Dansk Arbejdsgiverforenings gode råd om at se at komme i gang med en uddannelse i en fart - og helst en uddannelse, der kan give Danmark noget eksport.
Mads Langer ville være noget ved musikken - og hvem vil ikke det? Han tog et banklån af en størrelse, der nærmer sig hasard og rejste ud i verden. Fra Skive gik det til København og videre til New York, Los?Angeles og London.
Men det holdt alt sammen, og lige for tiden er Mads Langer Danmarks største popstjerne.
I weekenden stod han på hovedscenen på Tønder Festival. Hvilket også var noget af et spring fra festivalens side. Tønder Festival har i årevis været lig med folk, roots, country, nordamerikansk singer-songwriter og så meget andet i den ende. Men poprock - hvad bliver det næste?
Det er ikke til at sige, men tiderne med skarpe grænser er forbi. Man kan købe kaffe i byggemarkederne og litteratur i supermarkederne. Symfoniorkestre spiller med rockmusikere, og ballet er ikke længere noget, man nøjes med at se på Det Kongelige Teater.
Hitfaktor og mainstream
Publikum tog godt imod Mads Langer i en strålende august-sol - og det var langt fra kun et publikum bestående af unge håbefulde piger eller melankolske ungersvende, der tændte på Langers hitfaktor og mainstream skønsang.
Tønder Festival er i opbrud. Man kan også nøjes med at kalde det forandring. Ved at booke Avett Brothers, Lukas Graham, Folkeklubben og Mads Langer mener festivalen at være »på sporet af det, de unge vil have«, som Carsten Panduro udtalte til Politiken. Og ja - selv Politiken har fået interesse for Tønder Festival.?I mange år har festivalledelsen besværet sig over for en ringe medieinteresse. Tønder har især følt sig forbigået af Danmarks Radio i en årrække. Men her har piben også fået en anden lyd. P4 var i år på festivalpladsen ved marsken med egen redaktion.
Tønder Festival er ikke, hvad den har været - og det er måske også meget godt.
Mads Langer var derfor ikke kun Mads Langer, men også et symbol på fornyelse på den snart 40-årige festival. Det er dog ikke vildskab eller musikalsk kant, han eksponerer. Han synger rent, stærkt og med en overbevisende indlevelsesevne. Han lægger sig lidt i kølvandet på Coldplay og blander falset og opera ind i materialet, uden at det dog når de samme højder som Muse.
Langer startede lidt forsigtigt i Tønder og ramte med den første håndfuld numre primært de unge på første parket. Men længere inde i forløbet fik han også greb om de bageste rækker, der ligger hundrede meter væk fra open air-scenen. Det skete med ”You’re Not?Alone”, ”Fact-Fiction” og den danske tekst ”Overgi’r mig langsomt”, der kravlede op ad skråningerne.
Folkemusikeren Nikolaj Busk hoppede ind som gæstemusiker under koncerten, som også bød på nummeret, der har den modige titel ”Dire Straits”. Som sangskriver kan Mads Langer noget. Han sluttede af på toppen af poppen med »Elephant« til de unge pigers store fornøjelse.
Kritik på sociale medier
Knap var koncerten overstået, før de meget delte meninger om koncerten røg ud på Facebook og Twitter. Nogle mente, at koncerten undergravede selve Tønders grundlag og blot gik Grøn Koncert bedene. »Malplaceret« og »kønsløst« kaldte nogle Mads Langers koncert. Det var dog ofte vanskeligt at gennemskue, hvorvidt det var selve koncerten eller den sammenhæng, koncerten blev placeret i, som kritikerne var sure over.
Alene dette at lade Mads Langer spille på Tønder Festival vil kunne diskuteres. Jeg tror ikke, det var nogen forkert satsning. Hvis han kan trække et ungt publikum til, og det ved samme lejlighed kan få lidt andre oplevelser på Tønder Festival med i købet. Fred være med det.
Og hvad er det så, der lige sker i Skive??Det er her, Mads Langer kommer fra - ligesom en anden dansk succes, Dúné, og Søren Balsner fra Carpark North. De må kunne noget i den by - ligesom Tønder også kan så meget andet end den traditionelle folk og roots-musik.