Det er kommet på mode at tale om introverte og ekstroverte mennesketyper.

Der er dem, der henter energien og inspirationen inde i sig selv og nogle gange ikke har brug for fest og ballade og andre menneskers nærvær. Og så er der de udadvendte mennesker, der henter de to ting i selskab med andre mennesker. Lidt firkantet sagt.

De blev indført som psykologiske begreber af Jung for næsten 100 år siden, men nu skrives der bøger om temaerne, der også dukker op i flere og flere søgninger på nettet - måske skyldes deres comeback X-Factor, personlig branding og det faktum, at alting går så stærkt, at der nogle gange må tales, før der tænkes.

Og så dukker et band som The Rumour Said Fire op i den store mængde af ligegyldigheder, der lander på musikanmeldernes borde.

Danskerne gav en solid koncert i Volksbad i Flensborg for et blandet dansk og tysk publikum.

Og det var med varme og ringlende guitarer, sikre vokalharmonier og en retrolyd, der leder tankerne hen på gamle 80er-navne som Echo & The Bunnymen, lidt Cure, Bruce Springsteen og Simon & Garfunkel.

Når noget vokser ud af det introverte, kan det lyde rigtig fedt og appellere til et stort publikum. Men den sceneoptræden, der følger med, kan i sagens natur ofte blive derefter. Det blev den også ved koncerten her.

Vilde ridt
The Rumour Said Fire er på en scene udadvendt i bandets helt egen lyd, men indadvendt i tekstunivers, attitude og sceneoptræden.?Det skal de ikke høre noget ondt for. Det er set og hørt før, at store kunstnere ikke har formået at skabe den helt afgørende kontakt til publikum ud over det væsentlige – musikken.

Dead Ends er et suverænt album smækfyldt med kreativitet og selvtillid, og den ånd blev også transporteret ud ved koncerten. Det hårdtpumpede udtryk og passionen får en helt ny dimension i bandets live-optræden. Musikken trækker simpelthen det meste. Bandleader Jesper Lidang bar alle 12 gennemarbejdede numre fra Dead Ends gennem koncerten med vilde ridt til gedigen guitarbåren rockmusik. Han skiftede mellem akustisk guitar og elguitar. Dertil blev lagt tempofyldt synthesizer og hans sitrende stemme, der i den grad er stemningsskabende.

Man skulle holde ørene stive for at få fat i lyrikken, der lydmæssigt blev overgået af herlig forsiret og melodisk rock med hårdt, men også luftigt trommespil. Destroyer, Voyager, Moon Stream og frem for alt Oracle - Dead Ends er fyldt med langtidsholdbare numre med gungrende baslyd og suveræne lydornamenter.