En snart 80-årig spillemand stod på scenen ved den dansk-tyske musikfestival FolkBaltica 2013. Jan Gaca fra Polen kunne kun i et adstadigt tempo bevæge sig ind på scenen i i Flensborg, men så snart han fik en violinbue i hånden, skete der ting og sager.

Jan Gaca spillede op til dans, som han har gjort det i polske forsamlingshuse i årtier - og det var med en fart, så hans medmusikanter i Janusz Prusinowski Band skulle kæmpe for at følge med. Sammen åbnede de en tre-delt polsk festkoncert, der havde fået overskriften Passion, Power, Poland.

Det er ikke første gang, FolkBaltica overrasker med at invitere en pensionist på scenen. I 2012 sang den dengang 87-årige tidligere kz-fange Esther Bejarano rap-musik ved flere koncerter på FolkBaltica. Musikfestivalen FolkBaltica foregår på begge sider af den dansk-tyske grænse - fra Rendsborg i syd til Aabenraa i nord. Festivalens fokus er traditionel folkemusik fra landene omrking Østersøen. I 2013 var temalandet Polen. Da festivalen første gang fandt sted i 2005, var temalandet Norge, og siden har blandt andet Danmark, Sverige, Finland og Letland været i centrum.

Kapelmester Janusz Prusinowski havde inviteret den gamle spillemand fra Maso­vien i det centrale Polen med til FolkBaltica i det dansk-tyske grænseland. Det var for at vise, hvem den yngre generation af traditionelle folkemusikere i Polen blandt andet står i gæld til: Den generation af spillemænd, der har spillet til tusindvis af baller, bryllupper og landsbyfester og holdt det musikalske håndværk vedlige. For den slags betragtes traditionelt ikke som »musikanter«, men som håndværkere på linje med murere og tømrere. Håndværkere, der har overleveret og kanaliseret alt det videre, der ikke kan læses i en bog eller læres på et konservatorium.

Janusz Prusinowski Trio gik allerede fra første nummer lige i hjertet og forstanden på publikum i Waldorfschule. Med et fantastisk mix af avantgarde og tradition - med tværfløjte, træfløjte, violin, polsk akkordeon, rammetrommer og en folk-bas, der hænger om halsen på musikeren, er på størrelse med en cello og spilles med bue.

Orkestret præsenterede urgamle fortællinger og sangmateriale, og den slags rammer plet hos FolkBalticas kernepublikum. Cirka 500 mennesker fyldte salen i Waldorf­schule i Flensborg og blandt andet smukke fløjteballader med dæmpet violin om en pige, der ikke måtte giftes med den, hun gerne ville have, og kastede sig i floden. Melankolien havde gode betingelser.

Oplæsning af Siegfried Lenz-roman
Hele aftenen blev bundet sammen af den tyske forfatter Jan Christophersen, der bor ved Slesvig. Han er mest kendt for romanen Schneetage (på dansk: Snedage), der også har fået flotte anmeldelser i Danmark.

Før koncerten og mellem aftenens tre musiknavne læste han op af Siegfried Lenz' roman Heimatmuseum (der i den danske oversættelse har fået titlen Forhistorien).

I bogen beskriver Siegfried Lenz det tidligere tysk-polske grænseområde Masuren, der lå i provinsen Østpreussen, hvor Lenz selv voksede op. Masuren har gennem flere hundrede år været et område, hvor en regional kultur er kommet i klemme mellem national tysk og polsk indflydelse. Bogen handler om en masurisk flygtning, der efter Anden Verdenskrig ender i Sydslesvig, hvor han vil bygge et masurisk hjemstavnsmuseum - et museum, som han til sidst sætter ild til for, at klenodierne ikke skal blive misbrugt af revanchister.

Bogen var med gennemtanke udvalgt til denne aften, hvor polsk kultur mødte et overvejende tysk publikum. Den unge sangerinde Agata Siemazsko fra Karpaterne i det sydlige Polen blev blot et lille intermezzo i koncerten, der varede treogenhalvtime. FolkBaltica er hendes første optræden i Tyskland, og hendes univers af længsel og natursymbolik kunne sagtens have fået lidt mere tid. Agata Siemazsko er vokset ud af en roma-sangtradition i området mellem Polen, Ungarn og Slovakiet og sang en håndfuld sange, hvor jazzen sneg sig ind og tog overtaget i forhold til folk-musikken. Den virtuose og fantasirige bassist Kuba Wilk er udlært i funk-retningen, og det skinnede igennem i hans lidenskabelige akkompagnement.

En kamp for identitet
Aftenens tredje og sidste band var Warsaw Village Band, som man i 2005 kunne opleve ved en fantastisk koncert på Roskilde Festival. Bandet skrev ved dannelsen i 1997 et »kreativt manifest«. Heri blev det slået fast, hvad den dybere mening med bandet er: »En reaktion mod massekultur og snæversynethed«.

Polens økonomi boomer efter kommunismens fald. Landet er kommet med i EU, og det har også haft en slagside, mener orkestrets violinist,?Wojciech Krzak:

- Globaliseringen og de multinationale selskabers investering har haft en stor betydning for Polens kulturelle identitet. Efter det kommunistiske mareridt er vi stadig nødt til at slås for vores identitet og vore rødder. Det gælder også musikken, siger Wojciech Krzak.

Navnet Warsaw Village Band - eller Kapela ze wsi Warszawa, som det hedder på polsk - har en betydning, der kan synes lidt selvmodsigende, for hovedstaden er jo netop ingen landsby.

Men orkestret har rejst Polen tyndt og besøgt landsby efter landsby for at samle og indspille gammel musik, før traditionerne risikerede at forsvinde.

- Mange større polske byer har ingen forstæder, som man kender det andre steder fra, og det betyder, at de store centre ikke fanger eller opsuger den righoldige musik, der findes på landet, siger Wojciech Krzak. Warsaw Village Bands nyeste cd hedder Wykorzeniene, hvilket betyder »tilbage til rødderne«. Og det var her, orkestret hentede den forunderlige musik, det præsenterede ved FolkBaltica.

Den særlige lyd kom især med den polske violin suka, som Sylwia Swiatkowska håndterer med neglene og ikke blot fingrene. Også cimbalon, hakkebrættet bestående af en stor kasse med metalstrenge spændt ud på tværs af toppen, tilføjer Warsaw Village Bands lyd en spændende dimension. Dette instrument er langt mere udbredt i Østeuropa end i Vest­europa.

Kvindernes kraftige vokaler med åben hals-teknik, som det kendes fra Bulgarien, er også et fænomen, der går ind under huden på tilhørerne. Polakkerne kalder det for bialy glos, hvide stemmer. Stilen stammer fra det sydlige polen, hvor fårehyrderne sang igennem i bjergene for at kunne blive hørt på store afstande. Warsaw Village Band var en unik og spændende afslutning på koncerten.