Mest læste
[Koncertanmeldelse]

1 - Koncertanmeldelse
Sinne Eeg og Touché
2 - Koncertanmeldelse
Abild
3 - Koncertanmeldelse
MC Hansen Band
4 - Koncertanmeldelse
JazzKamikaze
5 - Koncertanmeldelse
Pligten Kalder
6 - Koncertanmeldelse
Helene Blum & Harald Haugaard med: Anna Lindblad, Petri Hakala, Antti Järvela og Sune Rahbek.
7 - Koncertanmeldelse
Veto
8 - Koncertanmeldelse
Eivør
9 - Koncertanmeldelse
Sinatra - En mand og hans musik
10 - Koncertanmeldelse
Folkeklubben




Jan Harbeck Quartet
Flensborghus 31.01.2013
Anmeldt 5/2 2013, 20:15 af Hans Christian Davidsen

Nocture med Jan Harbeck Quartet


Nocture med Jan Harbeck Quartet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

»Hvor kom alle disse mennesker fra?«, spurgte koncertarrangørerne, da der blev meldt totalt udsolgt til koncerten med Jan Harbeck Quartet i Flensborghus. Glad over succesen. Ked af at måtte afvise over 40 mennesker.

»Så kan folk lære at købe billetter i forsalg«, lød det lidt drillende, da der blev budt velkommen til en aften med swingende tenorsax af den gamle skole.

Den store publikumsinteresse kom bag på arrangørerne. De må have den samme følelse med publikum som manden med kvinden. Når han viser for megen interesse, så vil hun ikke. Og når han ikke regner med hende, så står hun der lige pludselig.

Musikerne var overvældede, da de trådte ind i salen i Flensborghus og afleverede Earle Hagens 1939-tribute til Duke Ellingtons orkester: Harlem Nocturne - en stemningsfuld og dramatisk melodi med organisk og opfindsom tenorsax-spil. Kvartetten slukkede for mikrofonerne og spillede fuldstændig akustisk hele koncerten igennem. Det krævede noget ikke blot af orkester, men også af et lydhørt publikum.

Med den hippe og smarte standard ”Carioca” (skrevet af Vincent Youmans og indspillet af blandt andre Artie Shaw) blev niveauet hævet yderligere - og kvartetten holdt det resten af aftenen.

”East St. Louis Toodle-Oo” er indspillet to gange af Duke Ellington og er præget af hans orkesters særlige sound:?Med wa-wa-dæmpere på trompeten og den anderledes klangfarve. Først indspillet af Duken i 1920erne og senere i 1950erne renset for de gamle skratlyde. Hvordan spiller en klassisk kvartet denne gamle sag, der starter med to basklarinetter?

Såmænd med en strygerbas i Eske Nørrelykkes hænder. Eske Nørrelykkes arbejdsomme, men også bløde måde at spille bas på var i det hele taget afgørende for, at kvartetten lød, som den lød.

Trommeslager blev fyret
Koncerten bød også på flere numre fra Benny Goodmanns repertoire, deriblandt ”Sing, Sing, Sing” med Martin?Andersens hårdt svingende trommespil. Det var som om, Martin?Andersen bad om en fyreseddel fra kapelmesteren, da hans trommesolo bredte sig til percusssion og panfløjte-agtigt spil på en vandflaske og slaglyde på det ene trommestik, som han stak ind i munden for derefter at styre tonerne med mundens åbning.

Fyring - jo, for den skæbne overgik Benny Goodmanns trommeslager Gene Krupa, der netop opnåede stjernestatus med den karakteristiske ”Sing, Sing, Sing”.

Krupa tog al opmærksomheden og ville hele tiden selv have bolden. Til sidst blev det Benny Goodmann for meget, og så var det ud af vagten.

Inspirationens røde tråd gik også tilbage til Cole Porter, en af de mest betydningsfulde bidragydere til den amerikanske jazzsangskat. Hans sofistikerede og melodiøse ”In The Still Of The Night” er ikke i 12, 16 eller 32 takter som de fleste jazznumre, men oppe på 72: Der bliver hele tiden ved med at ske noget nyt - især med den fænomentalt stilsikre Henrik Gunde ved klaveret og traditionsbevidste Jan Harbecks tykke klang.

En god smag
Sidney Bechets ”Petite Fleur” er en standard, som de fleste endog uden for jazz-kredse kender, når de hører den. Indspillet af et væld af dygtige tenorsaxofonister og det rene guf for Jan Harbeck, der i gennemført nostalgi åbnede for sit lyriske balladespil. Pianisten Henrik Gunde har flere gange siddet ved flygelet i Flensborghus.

Nu sad han her igen med et gennemført lækkert akkompagnement og gav et par solo-indslag, der må have fornøjet Oscar Peterson i det høje. Imens fraserede Jan Harbeck lige til grænsen i numre som ”Is You Is Or Is You Ain’t My Baby”. Et par gange i løbet af koncerten slap Jan Harbeck rovdyret på tenoren, og det klædte ham faktisk.

Man må kvittere jazzpublikummet i Flensborg for at have en god smag, siden så mange vidste, at der var noget at komme efter.

Jan Harbeck Quartet:
Jan Harbeck – tenorsaxofon,
Henrik Gunde – piano,
Eske Nørrelykke – bas,
Martin - Andersen – trommer

34
Forrige anmeldelse
« Spleen United «
Næste anmeldelse
» Lillian Boutté og Burich-l'Eti... »