Efter en start i melankolsk tungsindighed og sortsyn, som vi kendte den i 1980erne, er Spleen United lige nu ved at afprøve ekstremerne i deres musik. Da bandet i 2005 slog igennem med debuten Godspeed Into The Mainstream, var det et rockband med synthesizere. Så kom Neanderthal i 2008 med et drys dance - dog stadigvæk spillet med en traditionel bandbesætning.

Med albummet School of Euphoria fra 2012 har Spleen United taget en 180 graders vending i retning af hårdpumpet acidhouse og syntetisk ekstase.

Der var derfor lagt i ovnen til toptunet rave på scenen i Hamborg: Synthesiezere, samplere, percussion og trommer, der bare ventede på at blive pumpet hårdt.

Det hårdtslående firkløver indtog spillestedet »Übel und Gefährlich« i Hamborg som sidste station på en større turne gennem Tyskland. Væk var guitar og bas (næsten da - guitaren var med en enkelt gang eller to). Ind kom en nogenlunde ligelig fordeling af percussion og elektronik og fire unge mænd, der spillede op til en ekstatisk aftenfest. Mente man, at rock kun er noget med bas, trommer og guitar, så gik man nok slukøret væk. Maskinerne har overtaget i Spleen United, der dog fortsat er et meget stærkt liveband.

Mellem de energiske ravepassager virkede det ekstra menneskeligt, når de to sangere Kasper Nørlund og Bjarke Niemann nærmest fløj med deres organiske og bløde vokalharmonier.

Pulserende beats
Pulserende beats og tændt house varmede hurtigt »Übel und Gefährlich« op - unge som halvgamle i kanonform. Det var rent, stramt og meget effektivt med lange dansable features - nogle gange med tre gange synthesizer, andre gange med halvt synthesizer og halvt percussion. Der var et minimum af verbal kommunikation med publikum, men til gengæld en stærk fornemmelse for hinanden de fire imellem.

Der blev hoppet og danset til albummets store hits Sunset to Sunset, Days of Thunder og Peak Fitness Condition. Flere numre fortsatte i det uendelige og kulminerede først helt til sidst. Ind imellem kunne det blive lidt langtrukket og minde om dj-sæt, der skulle vrides det sidste ud af. Da var Bjarke Niemanns tenor pure afveksling.

Spleen United skuffede ikke - allerhøjst kun dem, der ikke vidste, hvad de gik ind til.

Koncerten var en imponerende opvisning med flair for god koncertdramaturgi. Evnen til at skrive fængende numre har de tidligere Jelling-drenge fortsat, selv om stilen er en helt andet end på de to første albums. På et tidspunkt spillede danskerne den ti minutter lange udgave af Surburbia og skabte nærmest en ekstase på scenen og blandt publikum. Spleen United kan noget særligt med musikken og formår at ramme både rockfans og techno-freaks.