I andagtsfuld stilhed bevæger Lillian Boutté sig op til alteret i Ansgar-Kirken i Flensborg og crooner en fadervor på sydstats-engelsk. Øjeblikket efter bliver der sat ild til den lille brune energibombes lunte med den afro-amerikanske spiritual Strange Things Happening Every Day og en latter, der fylder hele kirkerummet.

Hvor andre siger »øh« i talepauserne, der ler Lillian Boutté med den samme kraftige fylde, der er i hendes stemme, når hun synger.

Lillian Boutté er på besøg med sit faste orkester: Burich-l'Etienne New Orleans Jazzensemble, som basunisten Finn Burich og saxofonisten/klarinettisten Thomas l'Etienne lægger navn til. Espen Laub von Lillienskjold sidder atter ved trommerne, og om trommeslagere mener Thomas l'Etienne:

- De er vigtige for et orkester. Meget vigtige. Man kan have en dygtig klarinettist og en dårlig trommeslager.... det går ikke.... og man kan have en dygtig trommeslager og en dårlig klarinettist.... og det virker alligevel. Derfor er det godt, vi har Espen Laub von Lillienskjold, siger l'Etienne - og sætter klarinetten til munden.

Sådan kan man sætte sit eget lys under en skæppe.

Fyldig creolerklarinet
Thomas l'Etienne - orkestrets tyske femtedel – spiller en god og fyldig creolerklarinet med en dejlig bevægelig intonation, svajende ansatser og en imponerende blæseteknik. Tysk er nu så meget sagt om Thomas l'Etienne, der er Lillian Bouttés bedre halvdel. l'Etienne har, som navnet antyder, franske aner, og dertil også russiske - og så taler han flydende danske efter i mange år at have turneret med Finn Burich fra Haderslev.

Torben Bøtker Bjørnskov er ensemblets driftssikre bassist. Pianisten hedder Phil Parnell og spiller på tangenterne, som om han kommer fra New Orleans. Og det er det, han gør. Lillian som Lillian Boutté herself, udnævnt som æresborger i »Big Easy«, New Orleans’ øgenavn i sydstaterne.

I det nøgterne lutherske Nordeuropa
Lillian Boutté kan både gospel, jazz og blues, og hvornår hvad er hvad, det er ikke rigtigt til at finde ud af. Når jazzen er helt renset for tilsætningsstoffer, kan hun svinge sig op til lidt Bessie Smith, Dinah Washington, Billie Holiday og Aretha Franklin. I Ansgar-Kirken er det gospels som Mahalia Jacksons ”It Don't Cost Very Much”, ”Trouble Of This World” og Michael Jacksons perle ”Leave Me Alone”, der bekræfter os i, at Lillian Boutté har en stor dybde i både repertoire og stemme.

”I Sing Because I'm Happy”, lyder det. Det er noget, vi kan lide at høre i det nøgterne luthersk-evangeliske Nordeuropa. Store armbevægelser er ikke det, vi er vante til. Så det er dejligt at blive omfavnet af en sydstats-amerikanske gospeldronning og mærke hendes aura. Nogle har det svært med gospel, når det bliver for ekstatisk, og når det i kor-formationer begynder at køre i selvsving.

Lillian Bouttés gospel er dog ikke lig den slags gospel, der synges af et dusin sorte mennesker, som klapper og hepper og nogle gange kan virke lidt over-energiske Hun er alene, og hun dæmper og varierer med smukke ballader som ”He Touched Me”, som blandt andre Elvis indspillede på Ultimate Gospel. Hun og ensemblet bliver afkrævet to ekstra numre, før de slipper af sted.

Lillian Boutté hører til den grupppe af kunstnere, der ikke får den store opmærksomhed i de landsdækkende medier i Danmark, hvor hun har sin base. Selv om hun turnerer provinsen tynd med sit fremragende jazzensemble. Og selv om hun kan samle publikum som få andre.

Mange andre kunstnere, der trækker væsentligt færre tilhørere, får væsentligt mere spalteplads på diverse kultursider. Hun har i mange været stamgæst på Tønder Festival, hvor hun har genstartet festivalen »dagen derpå«, en lørdag eller søndag formiddag, hvor mange skulle vækkes i telte og campingvogne på festivalpladsen.

Jeg har oplevet hende en halv snes gange i forskellige sammenhænge – enten i gospelafdelingen eller ved den rene jazzkoncert. Kører pladen i samme rille for en kunstner, så får man med det samme oplevelsen af déjá vu, men det indtryk har endnu aldrig sneget sig ind ved mødet med Lillian Boutté. Man kunne måske nok ønske lidt flere instrumentalnumre fra ensemblet som små intermezzi i koncerten. Og selv om det er charmen, at hun stiller sig op i kirkerum uden det store udstyr, så har jeg ofte savnet, at de lokale arrangører gør sig lidt mere umage med lyssætning. Ofte er spots totalt fraværende, og det stimulerer ikke indtrykket, når sangerens og musikernes ansigter ved aftentide er mørke silhouetter, hvis udtryk ikke kan aflæses.