Det må blæse godt og grundigt i Island. Der er blevet luftet ud i pigeværelset, og det var nok også ved at være tiltrængt. Var Tina Dickow fortsat blot med sin mørke mol og sin let sammenbidte tristesse, kan det godt være, at hendes publikum var svundet ind.

Jeg har tidligere siddet og sukket efter noget nyt, når jeg var til koncert med hende. Det blev nogle gange lidt for søvnigt og lidt for sirligt. For smagfuldt, følsomt og temmelig forudsigeligt. Varme og venlige sange var i arrangeret i behagelig folkpop-stil, og teksterne der generelt handlede om kærlighedslivets op- og nedture, skrevet og sunget på et formfuldendt engelsk.e2] Men på albummet Where Do You Go To Disappear? tør hun meget mere end den mainstream singer-songwriter-stil, der er så mange andre, der prøver lykken udi. Ja, det er kommet så vidt, at hun nu også er begyndt at danse i den akustiske groove “You Wanna Teach Me To Dance”.

Onsdag aften åbnede Tina Dickow sin Tysklands-turné med en koncert i Deutsches Haus i Flensborg, hvor en stor del af publikum var kommet nordfra (»Tina Dico« står der på plakaterne, når hun markedsfører sig med kuntsnernavn uden for Danmarks grænser - jeg forstår ikke, hvorfor kun ikke markedsfører sig konsekvent med den samme stavemåde i hjemland og udland).

I Flensborg førte hun sig frem med en stille selvsikkerhed og viste, at hun er kommet videre efter at være flyttet til Island til sin nordatlantiske kæreste, Helgi Jónsson. Godt nok var den lidt knugende tone der endnu, men udtrykket var langt fra forudsigeligt, og hendes stille opbrud har tydeligvis ikke skræmt kernepublikummet væk. Vemod, rastløshed og eftertænksomhed. Tina Dico er storleverandør i pindemadder fra det feminine følelsesliv.

Meget er sket, siden hun sidst stod på samme scene for snart tre år siden. Hun rammer stadig noget i tiden - endda med klichétekster som i nummeret “Sunrise”, hvor hun synger om, at alting ændrer sig og intet forbliver det samme. Igen og igen synger hun om at forsvinde og synke dybt ned et eller andet sted, hvor man glemmer sig selv, og det er da bestemt også vederkvægende at dvæle, så man glemmer tid og sted - noget der skete flere gange under koncerten for både Tina Dickow og publikum. Det sporedes mest tydeligt, da en total stilhed i salen under numrene blev afløst af et forløsende bifald umiddelbart bagefter.

Dansable beats
Tina Dickow lagde overbevisende ud med en håndfuld numre fra det nye album, der generelt udmærker sig ved dansable beats, eksperimenterende elektroniske indslag, lidt psykedelisk, lidt nordisk visesang og dance-riffs. Og ikke mindst sangskrivning, der har bid, men dog alligevel overlader en pæn del til publikums egen sunde dømmekraft. Som i for eksempel “We’re All Experts”, der er er alt andet end en hyldest til skråsikkerheden og kloge, der altid skal råbe.

I sangen “True North” - som Tina Dickow allerede sidste år indspillede i et vellykket samarbejde med DR Underholdnings Orkestret - lægger hun ud med en konstatering, der ikke siger for meget: »They say it ‘s a cold place«. Og så mærkede den fyldte sal i Deutsches Haus en både indre og ydre rejse inspireret af sangskriverens ny dagligdag i Island:

»They say you can get lost for days / in landscapes of big emotions / in the endless night when the sun doesn’t care / to crawl out of bed behind the oceans / We never learned to use af compass / we never learned to read these maps«.

Melodierne er iørefaldende og generelt også overraskende, og i Flensborg præsenterede hun materialet ganske suverænt med malende grooves, kantede ekkoer om stemmen og stringente verselinjer. Ofte gik hun i dialog med sine egne backingspor

Roen i Island
Aarhusianske Tina Dickow mener selv, at roen i Island har smittet af på hendes tekster: - Tidligere skrev jeg sange undervejs på turnéer, i bussen, i cafeterier og baglokaler. Men det var alt sammen meget kaotisk. Nu har jeg ro, fortalte hun publikum.

Ved hendes højre side stod kæresten Helgi Jónsson og skiftede mellem keyboard og basun. Dickow drillede. Kunne han mon huske, at de havde spillet her engang før? Jo, det kunne han godt nok. Men tilføjede ikke, at det i 2009 blot var som opvarmningsnavn. Siden har de fundet sammen, og det er der ikke kun kommet et album, men også et barn ud af. Tina Dickow turnerer som nybagt mor.

Solo og duo
Et par gange sendte hun bandet - guitar/mandolin, bas, trommer og keyboard - ud bag gardinerne for, at hun kunne optræde solo med sang og akustisk guitar som i “Cruel To The Sensitive Kind”. Eller hun spillede i duo med kæresten i “Break Of Day”.

To timer uden pause er lang tid, men Tina Dickow ville det, og publikum ville det. Hun var ved at ramme et par tomgangsperioder under koncerten, men reddede dem med en svimlende suite af sange med gode punchlines og ikke mindst en varm og fyldig stemme, formidable fraseringer og en behagelig klang. Ubesværet og særdeles nuanceret.

Tina Dico serverede gamle og nye sange til det formfuldendte. Med fremragende kompositioner og en sikker sangstemme. Som sangskriver er hun bare i en klasse for sig.