Den ustyrligt dygtige sanger Cæcilie Nordby tager i skrivende stund rundt i Danmark sammen med Danmarks Underholdningsorkester og et fremragende jazzensemble for at genoplive ´La Belle Époque.´ Hvad er så denne skønne epoke, spørger du måske? Jo, det er en periode i europæisk – især fransk - kulturliv, der strakte sig fra 1870´erne og helt frem til Første Verdenskrig i 1914.

Epoken var en tid hvor kultur og kunst i alle afskygninger oplevede en hidtil uset periode af kreativitet og nytænkning på tværs af kunstarter. Det var dengang hvor alle de der anså sig selv for at være udøvende kunstnere valfartede til Paris for at finde ligesindede og inspiration. Byen var blevet et brændpunktet for netop denne energiske, kreative og frisindede ånd. Malerkunsten inspirerede komponisterne, musikken inspirerede forfattere og digtere og i det hele taget forsøgte man i disse år at gentænke, genfortolke og omforme hvad man i øvrigt opfattede som kunst.

På scenen i Musikkens hus i Aalborg var Danmarks Underholdningsorkester, der vist ikke behøver nogen nærmere præsentation hér. De sørgede for at mange af de numre der blev fremført denne aften fik et ekstra storladent, symfonisk præg. Da mange af de musikstykker der blev fremført var omarrangerede stykker af klassisk musik, tilsat lyrik og sang, så gav det også god mening at have et stort orkester med sig, så musikerne kunne sørge for at kompositionerne kom til deres ret. Underholdningsorkestret klædte Cæcilie Nordbys vokal virkeligt fint, men det var i denne anmelders ører primært når orkestret tog sig en lille pause og lod jazzensemblet dominere, at musikken virkelig kom til at fungere.

Bandet der var med denne aften bestod af en række superdygtige musikere, der til trods for at de alle fulgte noderne, gav indtrykket af at deres bidrag til helheden fik et strejf af improvisation. Bandet bestod af Nikolaj Hess på klaver, Lars Danielsson på bas, Snorre Kirk på trommer og endelig Maj-Berit Guassora på trompet.

For at føre publikum ind i den rette stemning, fungerede Cæcilie Nordby også som fortæller. Hun leverede en noget mere poetisk og detaljerig fortælling om Paris og de kunstnere der arbejdede der i denne periode, end de afsnit, der indledte denne anmeldelse.

Indrømmet, undertegnede har altid haft det en smule stramt med musikere der mellem deres numre snakker alt for meget; de burde jo lade musikken og sangen tale for sig selv, men idet aftenens koncert havde dette overordnede tema, så kunne vi i salen gennem Nordbys fortælling alle sammen blive lidt klogere på ´La Belle Èpoque.´ Den blev sat i kontekst og der blev malet et portræt af samtiden i ord. Faktisk var denne fortælling med til at give en fin ramme til numrene.

Konceptet bestod – som antydet tidligere - blandt andet i at præsentere os for musik fra perioden, men mange af disse numre var blevet omskrevet, omarrangeret og havde ligefrem fået tilføjet tekst. På den måde var det muligt fat opleve klassiske klaverstykker som Erik Saties Gymnopédie No. 1 eller Debusseys Claire Du Lune tilsat tekst, sang og orkestrering – arrangementer der i øvrigt var ganske dygtigt lavet af Peter Jensen, der også fungerede som dirigent for Underholdningsorkestret.

Der blev også spillet numre fra Nordbys album Arabesque, hvor f.eks. nummeret Pavane, Opus 50 (oprindeligt er komponeret af Gabriel Fauré) er inkluderet. Ligeledes bød Nordby denne aften på bl.a. Scheherazade og The Tears of Billy Blue der kan findes på samme skive, dog hér i noget mere opulente udgaver takket være orkestret.

Hvad enten du arbejder med musik, maleri, film eller andre kunstretninger, så er det jo helt legalt at parafrasere, fortolke, ændre på udtrykket eller forsøge at omforme et udtryk til noget nyt. Til gengæld var det lidt udfordrende for undertegnede eksempelvis at høre førnævnte Satie og Debussey i disse nyfortolkninger. Point skal gives for glimrende forsøg, men nærværende skrivekarl foretrækker nok originalerne som de oprindeligt var tænkt. Enkle og uden staffagen.

Når nu det hele handlede om Paris i begyndelsen af forrige århundrede, så kunne det også godt undre lidt, at der kun var en enkelt sang som blev fremført på fransk. Bevares, hvis Nordby havde sunget alle sangene på fransk, så ville Deres udsendte ikke have fattet ret meget af indholdet – men alligevel.

Når det så er sagt, så var både Nordbys vokal og alle musikerne på scenen helt forrygende dygtige. Det tekniske niveau var helt i top og det virkede også som om alle optrædende var glade for at få lov til at skabe musik for os. Helt subjektivt, så ville Kapellets anmelder måske have foretrukket enten en aften med klassiske franske chansons, en med klassisk musik eller en med Nordby og jazzbandet i mere fri leg i stedet for denne sammenblanding. Dette ændrer til gengæld ikke på på, at publikum i Musikkens hus tog rigtigt godt imod Nordby & Co. og kvitterede med stående klapsalver.