Wagner som lyriker og kammermusiker? Det kræver nok et ret godt kendskab til Wagners værker at få øje på og øre for disse kvaliteter, for de fleste er mere fortrolige med den kraftfulde, monumentale, heroiske og måske endda bombastiske side af denne komponist. Så det var meget velkomment, at Danmarks Underholdningsorkester og Adam Fischer ville præsentere os for ’den anden side’ af Wagners musik.

I kæmpeværket Nibelungens Ring er det et vidunderligt lyrisk-kammermusikalsk i 2. akt af Siegfried. Den unge helt har forladt sin forhadte stedfar Mime og slået sig ned ved en bæk, hvor han tænker over hvem han egentlig er og hvem hans rigtige forældre kunne tænkes at være. Det er en pastoral scene, hvor skoven mumler, bækken risler, dyrene pusler i baggrunden og fuglene synger omkring ynglingen, der er pivåben over for det hele. Han ser sit spejlbillede i vandet og føler sig sikker på, at netop sådan må hans far have set ud. Men hans mor…. – det kan han ikke forestille sig. Han prøver at komme i dialog med en skovfugl, der helt klart vil fortælle ham noget – nemlig at kærligheden venter på ham på en ildomkranset klippe ikke så langt derfra. - Temaer fra og stemningen i denne fredfyldt-beåndede skovscene er kernen i den såkaldte Siegfried-Idyl, som Wagner komponerede til sin hustru Cosima i 1870 – en klingende fødselsdagsgave, kammermusik for 15 instrumenter.

Dette herlige stykke opførte DUO og Fischer med en del flere strygere, end Wagner brugte, i alt et kammerorkester på 36 musikere. Musikken strømmede, fyldt med liv og ånd. Og mens vi har vænnet os til at se Fischer dirigere nærmest dansende og med masser af små, hurtige bevægelser, var han her helt rolig, delikat og nænsomt formende musikkens lange linjer.

Wagners egen instrumentaludgave af Forspil + Isoldes Liebestod fra Tristan og Isolde krævede flere blæsere end Idyllen, så orkestret voksede her fra 36 til 56 musikere. Men i denne rent instrumentale første del af koncerten var det fortsat orkestrets vidunderlige strygerklang, der var den store attraktion. I DUOs kernerepertoire fra wienerklassikken og den tidlige romantik begejstres vi ofte af orkestrets dygtige blæsere, og selv om alle indsatser ikke sad helt i skabet denne aften, var de bestemt på højde med sig selv. Men denne aften var det strygernes slanke, bløde klang og deres fuldstændigt præcise fraseringer, som var en oplevelse i særklasse.

Efter pausen kom der så operastemmer på, dog først efter det ganske unikke forspil til operaen Lohengrin. Det magiske pianissimo i begyndelsen og slutningen af dette korte symfoniske digt blev desværre forstyrret af heftig hosten og kremten på tilskuerrækkerne. Men i det efterfølgende uddrag af operaens 3. akt var der både intens dramatik og kraftigere volumen, så publikumsforstyrrelserne blev overdøvet.

Det kendte og iørefaldende Brudekor blev smukt sunget af tre snese unge kvinder fra Sct. Annæ Gymnaisums Pigekor. Derefter overtog brudeparret Elsa og Lohengrin scenen. Fischer havde som så ofte før engageret to internationale solister, den tyske sopran Mojca Erdman og den ungarske tenor Szabolcs Brickner. Man skulle lige vænne sig til Erdmans lyrisk-dramatiske stemme med et forholdsvist stort vibrato i højden, men hun gestaltede den forelsket-eksalterede Elsa meget overbevisende - med stigende intensitet efterhånden som Elsa nærmer sig det forbudte spørgsmål til ægtemanden: ”Hvor kommer du fra, og hvad hedder du?”. Brickner har måske ikke den store dramatiske udstråling, men hans tenor klinger herligt frit og nuanceret, både i piano og forte – en ideel stemme til gralsridderen Lohengrin.. Det Kgl. Teater må meget gerne invitere ham som gæstesolist!

Jeg har ofte hørt Adam Fischer dirigere DUO i værker af Haydn, Mozart, Beethoven og Brahms. Men aldrig Wagner. Samtidig ved jeg, at Fischer er en uhyre erfaren Wagner-dirigent, der har dirigeret Ringen og mange andre Wagner operaer, i Bayreuth og på verdens store scener. Han har endda siden 2006 haft sin egen Wagner-festival i Budapest. Så det var da på tide at høre ham dirigere Wagner i Danmark. Det blev altså ikke med stort orkester i Operaen, men med Danmarks bedste kammerorkester i en koncertsal. Idéen var som sagt ganske oplagt, og resultatet var uhyre overbevisende. Jeg tror ikke, at nogen blandt tilhørerne savnede de 40-50 musikere, der ’manglede’ i forhold til det sædvanlige regnestykke.

Jeg vil også gerne nævne et andet positivt element i koncertoplevelsen, som ofte bliver forbigået i tavshed: nemlig præsentationen af musikken. I dette tilfælde var der både tale om et meget velredigeret og flot layoutet program, og man kunne både downloade og få udleveret for nyligt afdøde Henrik Nebelongs oversættelse af teksten til Lohengrin-uddraget. Koncerten blev leveret med en fint turneret mundtlig præsentation af operaeksperten Henrik Engelbrecht, der også interviewede Fischer inden koncerten. Alt i alt en rig og yderst vellykket koncert.