Fredag aften stod årets nye danske jazznavn på scenen i Sønderborghus. En pris Nana Rashid fik i 2024.

Spændende. Hvordan mod hun lød i virkeligheden - live på en lille scene?

Salen var igen propfyldt, og flere havde tydeligvis allerede lyttet til Nana Rashids suveræne album Music for Betty. Titelnummeret var også åbningsnummeret, og det sad lige i skabet. Publikum var med det samme med på, at Nana Rashid kan synge kvindelig vokaljazz som få andre i det danske kongerige.

Med sig på scenen havde Nana Rashid trommeslageren Lasse Jacobsen, bassisten Martin Brunbjerg Rasmussen og pianisten Benjamin Nørholm Jacobsen, der udgør den sammentømrede og driftssikre trio Little North.

Sort soundtrack
Der blev både sunget egne sange, og der blev lånt og fortolket af andre. Hvis ikke man allerede efter de to første numre havde anet den store indflydelse fra den amerikanske jazz- og soulsangerinde Nina Simone, så blev det skåret ud i pap med fortolkningen af Simones Four Women.

Nina Simone brændte for de sorte amerikaneres borgerrettigheder, og sangen er et soundtrack skrevet til undertrykkelsen af de sorte i USA. Under slaveriet måtte de sorte ikke tale med hinanden i bomuldsmarkerne, men der var ingen, der forhindrede dem i at synge. Og så var spiren lagt til sang, der senere flød ind i jazzmusikken.

Nana Rashid fortolkede Four Women med sin meget karakterfulde stemme, og knyttede tråde til sin egen opvækst i Danmark, hvor hun med arabiske rødder har oplevet at blive udgrænset. Four Women er en fortælling om fire undertrykte kvinders forskellige måder at reagere på.

Til sidst i sangen får den vrede kvinde ordet, og i Flensborghus var der en vrede, der ikke blot kunne høres ikke blot i Nana Rashids brændende og gribende sang, men også i akkompagnementet og mellemspillet med klaver og trommer.

I topklasse
Forinden havde Nana Rashid svunget sig op til swing i den ballade-agtige Mother, Father, hvor hun tog ordene “Mother, Father, tell me where I'm from/.../Mother, tell me how to belong” i munden, som om det var hendes egne. Som om det lige netop var det, hun selv ville sige os.

I andet sæt fortsatte det lige så sjælfuldt, som første sæt stoppede. Hendes arrangementer er meget præcise i jazzstandarderne, eksempelvis i No Moon at all, som Doris Day var den første til at synge. Take Me Back in Time blev serveret med en smuk klaversolo og en fremragende frasering fra Nana Rashids side.

I sandhed årets danske jazznavn - også i Sønderborghus. Tekster, vokal og melodier var i topklasse.