Det er nok ikke fair at sige, at Svend Asmussen var i lokalet. Men det var han så alligevel, og aftenens kapelmester gjorde da heller ikke noget for at styre uden om den afdøde danske violinvirtuos, der var et verdensnavn inden for swingjazzen.

Bjarke Falgren fortalte eksempelvis om engang, han havde ringet på Svend Asmussens dør. Det var kort tid efter, at Asmussen havde mistet sin hustru, og han var helt nede i kulkælderen. Men sorgen forduftede for en stund, da Asmussen begyndte at fortælle om noget brasiliansk musik, han havde fået fingrene i.

Bjarke Falgren var den første modtager af The Ellen and Svend Asmussen Prize efter Svend Asmussens død i 2017 og bevæger sig inden for den unikke violin-swingtradition, som var Asmussens aftryk på denne verden. Derfor denne Asmussen-atmosfære.

Bjarke Falgren - hvem er han? Er du ligesom halvanden million danskere Badehotellet, kender du ham uden at vide det: Det er ham, der leverer lydsiden til tv-serien.

Bjarke Falgren foldede sig ved denne koncert i Flensborg ud med tre velspillende musikere, der alle gav ham fuld rygdækning.

De traditionelle kvartet-koncerter med trompet/saxofon, klaver, trommer og kontrabas kan godt give næring til kedsomhed koncert efter koncert. Derfor er det forfriskende og skønt med en violin - med pianist Heine Hansen, bassist Morten Lundsby og trommeslager Janus Templeton i besætningen. Janus Templeton er enhver kapelmesters drøm - og en trommeslager, der spiller sig ind i hjerterne på publikum.

Fra nordisk til brasiliansk
Bjarke Falgren lagde ud på en pure nordisk facon med nummeret Venligheden, der ikke blot er opkaldt efter en lille pavillon i parken på godset Rønnebæksholm nær Falgrens hjemby, Næstved. Det er også komponeret i pavillonen. Men så havde travlt med at komme sydpå - først til Portugal, hvor han i bedste Kap Verde-stil var blevet inspireret af en portugisisk violinist, der måske nok ikke spillede rent, men var klar i sit udtryk. Tonerne kom frem på samme måde, som Bjarke Falgren bevægede sig på scenen: Vuggende fra side til side.

Koncerten fik en kanonstart med fire numre, som Falgren spillede på en vidunderlig gammeldags måde - og ikke blot fordi hans violin er 300 år gammel. På et tidspunkt greb han et sjældent brugt soloinstrument frem: Bratschen. I jazzen griner man ad banjoen, i symfoniske musik er det bratschen.

“Hvis I møder en musiker, der spiller bratsch, så giv vedkommende et knus”, lød Bjarne Falgrens næstekærlige opfordring til publikum.

Nænnede ikke at klappe
Første sæt gik over i et par følelsesfulde ballader, hvor man næsten ikke nænnede at klappe efter hver solo, som det ellers er kutyme ved jazzkoncerter - simpelthen for ikke at forstyrre musikken. Falgren ikke blot strøg sit instrument, men lavede også pizzicato over lange stræk, det vil sige knipse strengene med fingrene.

Og så var det, at der skulle “swop i frikadellen”, som den folkekære bassist Hugo Rasmussen gerne udbrød, når tingene var gået lidt i stå. Swop og swing hed et af de flere nye numre, Falgrens kvartet havde med til Flensborg.

Godfather er en filmtriologi, men skulle der komme en fjerde, har Bjarke Falgren musikken liggende klar. Vi hørte Falgrens forslag til lydsiden, og det er godt - rigtig godt. Nummeret åbnede andet sæt, hvor det brasilianske fortsatte, men også fik koncerten til at stagnere en lille smule i forhold til det veloplagte første sæt.