“Jeg tjekker bare, om I er der”, gentog den danske singer-songwriter Tina Dickow flere gange, da hun bevægede sig ud af mørket og helt frem på scenen i Deutsches Haus i Flensborg.

Det lød som et lydtjek, men var en diskret måde at sige pænt goddag på. Senest Tina Dickow var i Flensborg var i 2018. Fire gange har hun givet koncert i byen, og som det så ofte så ofte er tilfældet, når Flensborg er en del af danske musikeres Tysklands-turne, foregik al tale til publikum mellem numrene på engelsk.

Tina Dickow afleverede et par sange på dansk, mens resten konsekvent foregik på et formfuldendt engelsk. Det var lidt pudsigt, eftersom en meget stor del af de godt 900 mennesker i Deutsches Haus var kommet til Flensborg fra Danmark. Et slag på tasken: Minimum halvdelen af publikum.

I udlandet kalder hun sig for Tina Dico. Vi vælger her at bruge hendes originale navn.

Efter ni engelsksprogede albummer udsendte Tina Dickow i 2022 med Bitte små ryk et album med lutter dansksprogede sange, og fra den sang hun Menneskedyr og Lykken er… - samt titelsangen, blot i en engelsksproget version, for første gang offentligt i øvrigt.

Bragende bifald
Første del af koncerten bød primært på det stille og afdæmpede, hvor Tina Dickows musikere en efter en kom ind på scenen og for hver sang føjede nye instrumenter til det samlede lydbillede: You Know Better, Goldhawk Road og andre numre i samme afdeling.

Tina Dickow er stærk til at fortolke savn, frygt, fortvivlelse, ømhed og hengivenhed. Når hun bevæger sig ind i den slags følelser, går hun lige i hjertekulen på sine fans. Hendes styrke er, at hun langsomt bygger op til en klimaks, hvor hun forløser det hele med sin malende og levende vokal.

Da hun sang linjen “To take you high” i nummeret Something You Can Keep, gik hun helt op i højeste register af sin stemme og høstede et bragende bifald blandt sine hardcore-beundrere - og dem var der tydeligvis rigtig mange af. Flere efterlyste højlydt deres favoritsange mellem numrene.

Hendes bedre halvdel, islændingen Helgi Jónsson, trak og blæste en usædvanlig smuk basun-frase i balladen One.

  Efter pausen steg intensiteten og lydstyrken med My Heart Is Full Of Hope i et smukt kor med husbonden Helgi og percussionisten Marianne Lewandowski. Sange i uptempo var naturligvis en kærkommen variation og stod som en fin kontrast til første sæt. Alligevel gik jeg personligt fra koncerten med første sæt i stærkest erindring.

Kontrasten mellem hendes udtryk fik Tina Dickow også fint tegnet op i et af ekstranumrene, No Time To Sleep (der naturligvis blev spillet, lige før alle os, der ikke have efterårsferie, skulle hjem for at se dyner).

Fin afslutning
Sangen startede akustisk under et enkelt langt og hvidt spotlys omgivet af mørke - og igen i vokalt selskab med Helgi Jónsson og Marianne Lewandowski. Senere kom der strøm på og også fuldt lys på scenen, og sådan fik sangen et helt anderledes og viltert udtryk. Så kort fik Tina Dickow fortalt, hvor bredt hun spænder musikalsk.