DRs optagelse af denne koncert sendes i P2 torsdag 6.7. kl. 19.20 og kan derefter streames i DR Lyd.

En anekdote fortæller, at en musikchef for et landsdelsorkester engang blamerede sig ved at foreslå programudvalget at tage Beethovens Cellokoncert på programmet. Sådan en findes nemlig ikke! Jeg blev tilsvarende forbavset over at se ”Mozarts Cellokoncert” programsat til Danmarks Underholdningsorkesters koncert under Tivolis sommerprogram. Sådan én findes nemlig heller ikke. Men der viste sig at være en god forklaring. Mozart komponerede mærkeligt nok aldrig en koncert for cello, men en hel del solokoncerter for blæsere, som man ikke hører ret tit, ikke mindst de fire hornkoncerter. Dirigenten Adam Fischers far - Sandor Fischer, som også var dirigent – fik derfor den idé at transformere Hornkoncert nr. 3 i Es Dur KV 447 til en koncert for cello i D-dur.

Det er han kommet rigtig godt fra: solo-stemmen egner sig virkelig fint til celloens varmt syngende klang. Udfordringen er bl.a. de mange horn-idiomatiske signaler, tonegentagelser og treklangsbrydninger, men med tilføjelse af mange dreje- og udfyldningstoner lyder koncerten som en ægte cello-koncert, med en førstesats i klassisk sonateform, anden sats som en inderlig, melodisk romance, og en munter rondo-finale. Værket blev spillet af et ”halvt orkester”, altså ganske få strygere og kun fire blæsere (to klarinetter og to fagotter) som opbakning til en for mig ny og ganske fremragende solist, den unge tyske mestercellist Gabriel Schwabe. Med sin store smukke tone og helt naturlige tilgang til musikken skabte han ægte varm sommerstemning i salen – og satte et flot punktum for koncertens første del med et interessant elegisk ekstranummer: 1. sats af Ligetis Cello-sonate.

Koncerten åbnede med Beethovens ouverture Leonore nr. 3, altså den tredje af de i alt fire ouverturer han komponerede til sin eneste opera Fidelio (der til at begynde med hed Leonore). Bygget på temaer fra operaen bevæger den kvarter-lange ouverture sig symfonisk fra dystert-rugende fængselsmørke over håb (den fjerne trompetfanfare, der i operaen forkynder den befriende ministers ankomst) til frihedseufori. Orkestret havde normal størrelse her, med dobbelt så mange musikere som i Mozart-koncerten, og man fik endnu engang bekræftet, hvor suverænt DUO spiller under Fischer: med en tæt, men fleksibel klang, dramatisk drive og ikke mindst en uhørt nuanceret dynamik, fra det svageste, men intense pianissimo til de helt store forte-udladninger.

Magisk Mahler
Vi er vant til at høre Mahlers værker med stort orkester. Men flere af dem er meget kammermusikalsk anlagt – og findes i øvrigt i kammerudgaver. Arnold Schönberg arrangerede fx Lieder eines fahrenden Gesellen og Das Lied von der Erde til sit ”Selskab for musikalske privatkoncerter” i Wien. 4. symfoni findes i flere kammerudgaver, bl.a. af Schönbergs elevs Erwin Stein. Men Mahler komponerede den til et mindre orkester end de fleste af hans andre symfonier, så originaludgaven passer faktisk perfekt til DUO, der klarede den med 57 musikere, altså kun suppleret med ekstra blæsere, slagtøj og harpe.

Fischer dirigerede den timelange, firsatsede symfoni uden partitur. Også denne musik behersker han helt ned i den mindste detalje. Med den slanke strygerklang, der også passer så godt til Brahms (ved vi fra koncerter og den nu prisnominerede indspilning af de fire symfonier), får det kammermusikalske samspil mellem de mange stemmer rum til at folde sig ud, og selvom symfonien overvejende præsenterer lyse stemninger, kommer vi hele vejen rundt i udtryksregistret, fra lystige og længselsfulde folketoner drejet med kærlig ironi i første sats, over uhyggeligt-gemytlige scherzo-løjer i 2. sats, ophøjet ro i første del af 3. sats til himmelsk humør og forklaring i finalen. Med Mahlers egne ord:

”Munterheden i den første sats tilhører en forunderlig højere verden, som har tilbøjelighed til at forvirre og forfærde os. I den sidste sats forklarer et barn os meningen med det hele, for det tilhører puppernes verden, som ikke desto mindre er på et højere niveau end vores.”

Koncertens helt magiske øjeblik indtræffer i slutningen af tredje sats, hvor Mahler lader en pludselig og helt overvældende fanfare lukke porten til himlen op – og ind på scenen træder så sopransolisten Clara Cecilie Thomsen som en repræsentant for det ”himmelske liv”, hun synger så enkelt, barnligt-naivt om nogle minutter senere. Mahler genbruger en af sine egne Wunderhorn-Lieder, altså musik til en tekst fra Arnim & Brentanos folkevisebog, men i en yderst raffineret instrumentering.

Den sidste strofe – med teksten ”Kein Musik ist ja nicht auf Erden, die unser verglichen kann werden…” [På jorden findes ingen musik, der kan sammenlignes med vores] er noget af det yndigste, man kan forestille sig (som et bud på himlens musik) – ikke mindst når der spilles så intenst stilfærdigt og synges så inderligt som her. Clara Cecilie Thomsen er simpelthen en af disse års bedste sangere.

Hele symfonien var en magisk rejse i musik, fordi den kunne smitte tilhørerne med følelsen af at være i live - med alt, hvad der hører livet til. Den afdøde schweiziske udviklingspsykolog og psykoterapeut Daniel Stern opfandt begrebet ”vitalitetsdynamik” til beskrivelse af alle de små dynamiske fænomener, som karakteriserer kommunikationen mellem mennesker – og som musikken er så fuld af, når den opføres rigtigt: gradvise temposkift (accelerando/ritardando), gradvise dynamiske skift (crescendo, diminuendo), gradvise og pludselige klangændringer, brud på og genoptagelse af fraser. Altså alt det, der gør musikken (og menneskelig kommunikation) levende. Det handler ikke så meget om ”indholdet”: smukke temaer, klare former, flotte orkesterklange, stemningsfulde akkorder og inciterende rytmer, men om alt det ”nedenunder” som puster liv i disse. Fischer og Danmarks Underholdningsorkester mestrer disse understrømme helt virtuost og uimodståeligt.

Fra DRUO til DUO – lidt af et eventyr
Danmarks Underholdningsorkester er i sig selv lidt af en underfuld og vital historie, et moderne eventyr – indtil videre med lykkelig udgang. Orkesteret blev grundlagt i 1939 og var frem til 2015 knyttet til Danmarks Radio, som et ensemble med en dobbelt profil: som Danmarks eneste klassiske kammerorkester med 42 musikere (altså den størrelse, orkestre havde på Mozarts, Haydns og den unge Beethovens tid) og som akustisk orkester til opbakning af moderne populærmusik, fx musicals og grand prix.

Dirigenten Adam Fischer blev knyttet til DRUO i 1999, og i løbet af få år lykkedes det ham og orkestret at profilere sig som et af verdens førende ensembler i repertoiret fra ca 1770-1850. Det er bl.a. blevet til prisbelønnede og meget roste indspilninger af Haydns og Beethovens (og senest Brahms’) symfonier. Da DR valgte at satse entydigt på sit store symfoniorkester, blev DRUO ofret – i øvrigt nogle år efter at det samme var sket for DRUEN (DRs Ungdomsensemble), som bemærkelsesværdigt nok også har klaret sig - som DUEN - efter bruddet med DR.

Samarbejdet med Adam Fischer har sikret DUO en meget solid faglig opbakning og en økonomi, der hænger sammen med en blanding af statsstøtte, fondsstøtte, billetindtægter – og (lettere ironisk) transmissionshonorarer fra DR. Som klassisk orkester modtager DUO løbende priser og prestige – senest er DUO udpeget til husorkester for en ny Haydn-festival i Graz, Østrig. Som populærmusik-orkester skal DU i efteråret bl.a. bakke op om sangerne Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl, på efterårsturné med fællessangsprojektet ”Syng Højt! – Opera for Børn” og på juleturné med Burhan G. Man kan følge opgaverne på deres hjemmeside .

Det er musikerne selv, der ejer orkestret – en yderst sjælden model i det klassiske musikliv, men nok også en del af forklaringen på det engagement og den vitalitet, der præger orkestret, på scenen såvel som i det danske musikliv.