En koncert eller et teaterstykke kan noget, som hverken biograferne, Netflix eller Spotify kan levere.

Autenciteten.

Under en teaterforestilling eller en koncert er der noget på spil. Noget kan gå galt. Noget kan gå rigtig godt og ramme magien. Og så foregår det i et lukket rum, hvor man ikke sætter oplevelsen på standby, går ud for at tisse eller sætte kaffe over. Kunstnerne på scenen skal hele tiden holde bolden i luften, når de sparker den over til hinanden. Den må ikke ramme gulvet.

OperetteKompagniet ankom til denne forestilling med to tenorer, en baryton, en mezzosopran og et lille orkester. Efter en lidt forkølet start steg stemningen sang for sang, på scenen, blandt publikum og det udefinérlige sted midt imellem. Celloens baslinjer lød ikke godt i forstærkningen til at begynde med, og violinen var en smule skinger, men generne forsvandt ret hurtigt. Senest da aftenens kvindelige sanger, dansk-norske Tuva Semmingsen, tog sit fine greb om The Girl From Ipanema.

Det mandlige trekløver var tre uddannede operasangere, men opera skulleder ikke være noget af den aften; Der skulle croones, skulle der - synges sentimentale sange med lave og bløde stemmer (men ind imellem sandelig også det modsatte) på den følelsesfulde måde - og det skal bestemt ikke forstås negativt.

Tenorerne Thomas Peter Koppel og Bo Kristian Jensen og baryton Jens Søndergaard boltrede sig med melodier, der er populære over et halvt århundrede efter, at de blev til. Frank Sinatra, Elvis, Charles Aznavour, Andy Williams, ja sørme om ikke Ove Sprogøe sneg sig ind med Man kan da ikke gøre for, at man har charme fra filmklassikeren Sommer i Tyrol (i øvrigt baseret på operetten Im weißen Rößl).

De tre alsidige herrer sang solo, i duet med Tuva Semmingsen eller i kor med deres klangskønne og egale stemmer. Pragfulde vokale formater blev foldet ud, og repertoiret varieret med lidt heftig spansk som Thomas Peter Koppel i Granada eller fransk som i Semmingsens sologang i Piafs La Vie en rose. Vi kedede os ikke et sekund.

Der blev serveret boblevand på scenen, hvor orkestret - bestående af musikere fra Det Kongelige Kapel og Radiosymfoniorkestret - ind imellem gav hvilepauser til sangsolisterne med instrumentalnumre som Scott Joplins pianorag-nummer The Entertainer eller danske Jacob Gades Tango Jalouise, der blot skulle akkompagnere en stumfilm i 1925, men som helt utilsigtet er blevet verdens mest spillede danske stykke musik.

Orkestret blev anført af den amerikanske pianist Carol Conrad, der også har arrangeret musikken til hele denne uforglemmelige forestilling - for det var i høj grad lige så meget en forestilling som en koncert.