Under overskriften “jazz” hører man megen musik, hvor man helt ædrueligt kan spørge: Er det overhovedet jazz?

Og hver gang man stiller sig selv dette spørgsmål, trænger det næste spørgsmål sig på: ‘Hvad er jazz, når det kommer til stykket’?

Jazzens oprindelse er lige så omstridt som ordet selv. Sagt meget firkantet blev jazzmusik til, da i første omgang amerikanere med afrikansk baggrund brugte instrumenter til noget, det overhovedet ikke var meningen, de skulle bruges til. Fuldstændig respektløst tilegnede de første jazzmusikere sig saxofonen, som den belgiske instrumentbygger Adolphe Sax egentlig havde tiltænkt noget helt andet - nemlig militærorkestre. Og det er jo en væsentlig del af charmen ved jazz: Respektløshed.

Jazzen blev i USA til et fascinerende møde mellem den europæiske og den afrikanske musikkultur, hvor improvisationen spiller en vigtig rolle.

I kvartetten Girls in Airports trakterer Martin Stender saxofonen på en måde, hvor den det ene øjeblik kan være så blid som en skønjomfru og det næste øjeblik hvæse som en rejekælling.

Medvirkende ved denne koncert også lydteknikeren Jens Fomsgaard på keyboard, Victor Dybbro på percussion og Oliver Laumann på trommer. Trommerne var placeret yderst til venstre på scenen, og percussion til højre, og rytmerne fra hver sin fløj blev både elegant synkroniseret og gik andre gange i hver sin retning.

Trommeslager fik tvillinger
Oliver Laumann erstattede den faste trommeslager Anders Vestergaard, der fik tvillinger seks uger tidligere. Desto mere imponerende virkede samspillet mellem trommer og percussion, der var afstemt helt ned i detaljen.

Musikken var vilter og muterede fra ambient stemningsmusik til en besnærende blanding af stilarter, som man forsøgte at fange - men just, som man greb om håndsæben, smuttede den ud af hænderne på én. Når man kunne høre noget folklore, udartede det sig pludselig til noget indie rock-agtigt, og næste sekund var der afrobeat at høre i en fascinerende konstellation med elementer af orientalsk musik i numrene Kabul og Curtain of Life.

Mellem det metalliske kom vi med på rytmiske ridt suverænt koordineret mellem trommer og percussion med dynamik og en kontrast, der ligeledes blev forstærket mellem Martin Stenders vekslen mellem saxofon og tværfløjte.

Hvis man havde regnet med endnu en dag på kontoret denne aften, så blev det til skuffelser, der ikke gik i opfyldelse. Aftenens lydbillede havde de færreste af os vel stiftet bekendtskab med før, og derfor vil denne koncert skille sig ud fra så mange andre jazzkoncerter.