“I går sprang alting ud som Gud bestemte - I dag sprang frk. Olsen ud fra femte - Men da en sanger stod og kvad om våren - fortrød hun springet før hun ramte gården - Og da hun syntes godt om hans tenor - lod hun sig gribe af hans smukke ord”.

Hvem andre end Halfdan Rasmussen kan have forfattet sådan et forårsdigt, der har en titel, der (som alt fra Rasmussens hånd) kan forstås på mange måder: Noget om at blive grebet hedder det.

Celllisten Kirstine Elise Pedersen og skuespilleren Anders Ahnfelt-Rønne har grebet titlen til deres lille hyggelige og eftertænksomme turneforestilling, som de kalder for en teaterkoncert.

Mellem en række stykker musik, overvejende klassisk, men også tango og poetiske folkemelodier, reciteres digte og gruk, som jo var det særlige navn, forfatteren, matematikeren og opfinderen Piet Hein gav sine digte. Nogle mener, at det var ordene “grin” og “suk2, der var slået sammen. Selv sagde Piet Hein, at det var....ja, “grebet ud af luften”.

Deres koncert/forestilling foregår i uformelle og intime rammer. Det starter med en nocture af Chopin og slutter med svenske Evert Taubes Calle Schewens Vals.

Vidunderlig cello
Kirstine Elise Pedersen spiller vidunderligt på cello. Hende kender vi i flere danske folkemusikalske sammenhænge. Og Anders Ahnfelt-Rønne læser tekster op og gjorde sig udmærket på tangenter: piano og et par gange på akkordeon. Han har valgt nogle tankefulde tekster ud, som man blot kan sidde og dvæle ved. Det er dejligt gammeldags. Tempoet er meget lig det, man kan opleve, når man går ind på YouTube og ser et tv-klip fra Danmarks Radio i 1980’erne. Tænk sig, at der kan gå flere sekunder, hvor der ikke bliver sagt noget, men hvor man får chancen for at fordøje det talte ord. Det er jo en sjælden luksus.

Ordene bliver suverænt svøbt ind i Kirstine Elise Pedersens sikre cello. Hun har et godt greb om det hele: Et par smukke udførelser af Johann Sebastian Bach, hvis efternavn hun endog udtalte med tysk ‘ch’ og ikke blot med dansk ‘k’. Det må have været, fordi hun har studeret i Rostock og Zürich.

Et af højdepunkterne var et uddrag af Olivier Messiaens Quatuor pour la fin du temps (“Kvartet til tidens ende”), som han komponerede, da han som ung fransk soldat sad i tysk krigsfangenskab under Anden Verdenskrig. Stykket havde urpremiere med Messiaen og tre andre medfanger for et publikum af andre indsatte samt fængselsbetjente. Man bliver grebet - måske ligesom frøken Olsen, nævnt ovenfor.

Kirstine Elise Pedersen høstede ved denne teaterkoncert et stort bifald for sin egen komposition “Floating Heads”, der er inspireret af en særlig udbredt forteelse i den schweiziske by Basel: Når man skal hjem fra arbejde i den retning, Rhinens vand flyder, pakker man simpelthen sit tøj ned i en vandtæt taske, tager den på ryggen og kaster sig ud i floden. Herefter kan man så lade flodens strøm transportere ens legeme gennem byen. Det lød spøjst på både den ene og den anden måde.